Blog

”A Room of One’s Own”, sådan hedder et langt essay fra 1929 af Virginia Woolf, som jeg købte, fordi titlen rørte ved et behov, en længsel og en søgen i mig efter et argument. Bogen er, udtrykt i moderne sprog, et feministisk manifest, der beskriver kvindens ret til at udforske og udfolde sit talent for hvad, det nu måtte være. Værelset er både en metafor for det mentale rum og en meget konkret mulighed for at få ro og uforstyrrethed til at tænke, skrive, male…
Jeg har i min barndom og ungdom altid haft mit eget værelse, og det har optaget mig at indrette det med de artefakter, der betød noget for mig i den aktuelle alder. Og jeg har nydt at tilbringe tid alene på mit værelse. Faktisk kunne det være ret forstyrrende for mit univers af nips, bøger, tanker og stemninger, hvis veninder blev for nysgerrige og rørte ved eller flyttede rundt på tingene. Jeg har uforstyrret levet mig ind i utallige personaer på mit værelse. Jeg skrev som ung teenager dagbog, og efter betaget at have set Doktor Zivago, endog et par gange, indhyllede jeg mig i et strikket sjal, skubbede venstre hånd op i højre, lune armhule og skrev, mens jeg forestillede mig, at jeg som filmens kvindelige hovedperson Lara sad i et iskoldt værelse og måtte udholde kulden, mens jeg skrev helt nødvendige tanker og refleksioner i dagbogen.

Vi flyttede, da jeg var 16 år, fra Grøndalsvænge i Nordvest til et nybygget hus i Søllerød, og jeg indtog mit nye værelse og indrettede det med samme fokus på de genstande, der på dét tidspunkt betød noget for mig. Jeg har aldrig været en stor samler af noget, men jeg har været et oprydnings- og ordensmenneske, der havde brug for overblik og bevidsthed om tingene omkring mig. Så var rammerne til stede for, at jeg også kunne skabe indre ro og koncentration om mine tanker og opgaver.

Som voksen, og især mor, mister man typisk sit eget værelse, fordi boligen kun rummer børne-, sove- og fælleværelser, og fordi det traditionelt vil hænge som et ubesvaret spørgsmål i luften, hvorfor mor skal have sit eget værelse. Hvad skal hun lave der inde, som ikke lige så godt kan foregå i de fælles rum? Mor er en samlende figur i familien, og hun skal ikke gemme sig og være privat. Der bliver mindre hyggeligt, når mor ikke er til stede. Måske har far været så heldig at få sig et arbejdsværelse, resterne af det hedengangne herreværelse, og når han opholder sig dér, betragtes han ikke som én, der er stukket af (fra de huslige pligter) eller har gemt sig – han har bare brug for ro til at koncentrere sig. Måske savnes hans tilstedeværelse i fællesskabet ikke engang.

Sådan er det ikke med en mor. Hun har ikke noget værelse at trække sig tilbage til, og hvis hun ”forlader” mand og børn for at fortage sig noget uden for hjemme, savnes hun øjeblikkeligt. Jeg erindrer, at min mor i en periode, mens min søster og jeg var små, gik til gymnastik en aften om ugen sammen med min moster og min fars kusine. Min far gjorde sit bedste for at hyggesig med os, men vi var i en konstant lidt pirrelig, afventende tilstand, fordi den milde, hyggelige, mor-prægede stemning var forsvundet ud af døren med hende, og fordi vi nok også var lidt uforstående overfor og vrede over, at hun tillod sig at forlade os en aften om ugen. Hun kom i øvrigt hjem, før vi gik i seng, og så var alt i vatter igen, og der var en hel uge til næste, sjæl- og moderløse aften.
Min far havde et chatol med både små og store skuffet i sit arbejdsværelse. En enkelt af de små skuffer var min mors, hvor hun bl.a. opbevarede en særlig fin kuglepen, som vi måtte låne til at skrive blækregning ind med, og en lille teaterkiggert med perlemorsbelægning, arvet fra en kær moster. I soveværelset havde hun et lille chatol med skuffer til smykker, tørklæder og andet feminint nips. Min søster og jeg drømte aldrig om at rode i min fars gemmer, ikke fordi det var forbudt, men vi var simpelthen ikke nysgerrige nok. Anderledes stod det til med min mors få gemmer. Dem kunne vi ikke holde fingrene fra, de var spændende og indgik i vores bevidsthed som en slags semi-fælles steder. En mor har ingen hemmeligheder.

I en familie med små børn og fuldtidsarbejde er der egentlig heller ikke ret meget tid til at foretage sig noget på det værelse, man så heller ikke har. Men det ville være dejligt at have det alligevel, bare et lille bitte ét. Måske med plads til en god stol, et lille skrivebord, nogle hylder med personlige dimser, vægge hvor man kan hænge noget op, der har en særlig betydning. Måske ville man ikke tilbringe så meget tid dér, men bare at have sit eget, lille, private rum, ville betyde meget. Hunden har jo også sin kurv, som alle respekterer. Når den ligger dér, forstyrrer vi den ikke. Men en mor må man altid forstyrre, hun er nærmest skabt til at være opmærksomt på hele tiden. Sådan er den rolle, vi har givet hende igennem tiden.

Da vi for seks år siden, efter børnene for længst var flyttet hjemmefra, solgte vores hus og købte vores lejlighed på Amager, var det vigtigt for os at have et fælles arbejdsværelse og et gæsteværelse. Vi havde nogle venner, der delte et kæmpe arbejdsbord, og vi forestillede os, at det ville være hyggeligt at sidde overfor hinanden og arbejde med hver sit. Det viste sig at fungere nogenlunde, når man efter en dag på kontoret lige skal ordne et eller andet om aftenen, eller man i weekenden skal forberede sig til næste uges arbejde. Men det duer slet ikke, når man i regulær forstand skal arbejde hjemmefra, som jeg lærte under Corona-hjemsendelserne, og som min mand, der er selvstændig rådgiver, gør hver dag med kontorbase hjemme. Man forstyrrer hinanden konstant med telefon, virtuelle møder og almindelig trang til at sige noget til hinanden.

Gæsteværelset er jo ikke beboet hele tiden, faktisk kun meget sjældent. Og det blev fra starten indrettet som en slags sekundært rum med en sovesofa, et stort skab, strygebræt, tørrestativ og andre genstande, der ikke hygger men blot minder om, at moderne lejligheder simpelthen mangler et bryggers.

Og under det hele lå min erfaring fra barndommen og min uudslukkelige voksendrøm om at have mit eget værelse. Der gik længe, før jeg turde sige det højt, for jeg var bange for at såre min mand, der gerne vil dele arbejdsværelse med mig, og som har tilbudt at tage alverdens hensyn. Det er gået op for mig, at det ikke handler så meget om at tage hensyn, for selvfølgelig kan man gå ud af rummet, når man taler i telefon eller sætte sig ind i stuen, når man har virtuelle møder. Det handler om at have sit eget private rum, gerne lille bitte. Det respekterer min mand heldigvis, men jeg tror ikke, han helt forstår mit behov.

Så nu har jeg indrettet gæsteværelset til mit værelse. Jeg må leve med, at det er multifunktionelt, men jeg har et lille skrivebord og en lille reol til mine dimser. Dimser kan betyde meget, også selvom magien efter et stykke tid kan forsvinde, og man giver slip på dem. Min mand har ind imellem antydet, at mine dimser fyldte lidt rigeligt meget i det dengang fælles arbejdsværelse, men dem har jeg nu flyttet ind i mit eget værelse. Til gengæld har han efter sin mors død fået en ret omfattende samling dimser, som han kigger på, flytter undt på, og løbende tager stilling til. Han kan godt mærke, at de ikke siger mig så meget, og at det er rat at have et sted, hvor man kan have dem i fred for andres meninger om smag og anvendelighed. Det er fusionen af det mentale og fysiske rum, der skaber den magi, man slet ikke har brug for andres indsigt i eller holdning til.