Mine forældres generation var nøjsom efter en opdragelse hos forældre, der kom fra nul og nix, og en ungdom i besættelsestiden. De voksede op med en naturlig tilbøjelighed til at gemme udtjent tøj, gavepapir, elastikker, sejlgarn, plastemballage, indkøbsposer og bøjede søm. Det hele kunne rettes ud og sorteres til ægte genbrug der hjemme. Ikke noget med at mase det ned i en allerede stopfuld container på genbrugspladsen.
Den nøjsomhed fulgte dem hele livet, også da overflodssamfundet tog fart, og det blev moderne at kassere i stedet for at reparere og gemme. Da de blev gamle, syntes de ikke, at det kunne svare sig at skifte det forældede fjernsyn ud med et nyt og smart, og de mente så absolut, at deres umoderne sommertøj sagtens kunne holde deres tid ud. Vores overtalelsesforsøg var forgæves – det lå så dybt i dem at spare på ressourcer og penge, længe før klimasagen blev født.
Nu er klimasagen højaktuel, og vi sorterer, reparerer og genanvender med et hidtil uset engagement. Ikke fordi vi er vokset op i et mangelsamfund, men fordi vi er ægte bekymret for klimaforandringernes effekt. Til gengæld tøver vi ikke med at købe cykler, rejser, operabilletter og medlemskab af fitness centret. Vi passer og plejer vores krop og stimulerer vores oplevelses- og læringshunger med tanke på, at vi nok lever, til vi bliver godt op i 90’erne, og vi ønsker at være i fysisk og mental form til at få det hele med. Så vi er ikke medfødt beskedne. Tværtimod. Vi er nok den generation i historien, der har forbrugt, oplevet og svinet mest – og det er desværre ikke helt nemt at skrue ned for vaner, fordringer og forventninger.
Men noget andet har ændret sig både med alderen og med udviklingen. Fra jeg var helt ung har jeg passioneret opbygget en anselig skønlitterær bogsamling, som jeg – ud over at læse bøgerne – har betragtet som en slags dokumentation af mit liv. Med samme formål har jeg altid været en ivrig fotograf og har et utal af fotoalbums og sidenhen digitale samlinger af tusindvis af fotos. Det var vigtige beviser på alt det, mit liv rummede. Jeg har samlinger af breve, souvenir og andre dimser med hver deres historie – sirligt ordnet og til at genfinde. Og jeg kaster ind imellem et blik på mine nummererede scrapbøger og den bunke af memorabilier, som venter på at blive klistret ind i bind nr. 10.
Men nu slår det mig pludselig, at den bunke har ligget der meget længe, den vokser ikke, og det klør ikke, som tidligere, i fingrene for at klistre ind og skrive tekster, der forklarer om mit spændende liv. Jeg læser e-bøger og hører lydbøger og tynder ihærdigt ud i bogsamlingen, som jeg nu mere ser som papir end som minder og dokumentation. I stedet står der små kunstværker på de frigjorte hylder i reolen, som jeg kigger på og nyder hver dag. Jeg fotograferer stadig, men mest ting som jeg fornemmer vil kunne inspirere mig til kreative aktiviteter. Jeg rydder jævnligt ud i mit livs dimser og gemmer kun det allermest kære. Det er som om fokus er flyttet fra dokumentation af mit liv og trangen til at eje, over på glæden ved at være bevidst og nærværende til stede i nu’et, og til at nyde fraværet af fysiske, materielle ting i mit liv. Jeg trækker vejret lettere og føler ikke tyngden af at trække hele mit personlige rigsarkiv med mig.
Da vi for nogle dage siden var inviteret til smagning af hvide Bourgognevine hos Kjær og Sommerfeldt, blev vi ført gennem vinens univers af en kyndig guide. I kampens hede fik han også fortalt lidt om nogle særligt fine, gamle portvine, som bliver aller bedst om 30-40 år. Jeg gætter på, at han selv var midt i 40’erne, en absolut velnæret livsnyder, som så ud til at leve livet en lille smule farligt. Så jeg ved ikke, om det var hans egen fysiske konstitution, han havde i tankerne, da han sagde, at gemmevine af den kaliber mente han ikke længere, at det kunne svare sig for ham at købe.
Alting topper på et tidspunkt, og fokus og værdier ændrer sig – men jeg kan konstatere, at livsglæden, livsappetitten og livsfylden er stærkere end nogen sinde. Hér kan det stadig svare sig at investere.
