Blog

For en del år siden læste jeg et interview med Mimi Jacobsen, efter hun havde forladt politik og påtaget sig hvervet som direktør i Red Barnet, alt imens hun brugte kræfter på at komme overens med de ansigtslammelser, hun havde fået som følge af en Borelia infektion. En sej og hårdt prøvet kvinde, der i interviewet sagde de tankevækkende ord: ”Man skal huske at tage glæden alvorligt”. Jeg læste det som en påmindelse om, at vi ikke bare må tage de gode og glædelige ting i tilværelsen for givet – de skal værdsættes og nydes med taknemmelighed og ydmyghed.

Jeg vil tillade mig at overføre disse betragtninger til et mindre dramatisk og hverdagsagtigt felt, som ikke desto mindre optager rigtigt meget af menneskers tid og energi: kombinationen af samvær og musik.

Jeg er glad for musik og vokset op i et hjem, hvor især min far var en vidende og nydende lytter til klassisk musik, så den genre kom ind i mit liv meget tidligt. Min mor var mere til lettere og mindre krævende musikgenrer, og den dør står også åben i mit sind. Musik der kan danses til, som får fødder og ben til at swinge med, og som kan drive tårer og vemodighed frem med sine enkle og forudsigelige klange, der går rent ind, har jeg stor respekt for.

Fra naturens side er jeg ikke udstyret med en specielt kraftig stemme, og jeg husker så langt tilbage som til gymnasiefesterne, som jeg elskede, at musikken var en skøn, stemningsskabende og integreret del af dansen, men at det var ekstremt anstrengende at snakke sammen. Jeg spændte hals og stemmebånd og råbte gennem musikken, så godt jeg kunne, men ofte trængte jeg ikke igennem, og til sidste blev jeg bare nærmest fysisk træt og stille. Var jeg virkelig den eneste, der havde det sådan?

Jeg har i mange år tænkt, at det handlede om min svage stemmekraft, men i takt med, at der igennem årene er blevet skruet mere og mere op for volumen – og jeg er blevet ældre – tænker jeg, at det ikke kun er mig og min stemme, der er noget galt med. Det er også hele idéen om, at uden fuldt skrald på volumen kan man ikke skabe og komme ind i den rette stemning. Men det kan jeg altså godt.

Jeg har som voksen været til koncerter i Parken med Rolling Stones, Paul McCartney, Madonna og Tina Turner, og er hver gang gået derfra med et rungende, sitrende indre og et hoved i vildt oprør – ikke over den fantastiske musik, for det var den bestemt, men på grund af et sygt højt støjniveau, der for mit vedkommende tager ikke bare toppen men en hel del af musikglæden, og som må være direkte skadeligt for hørelsen. Var jeg virkelig den eneste, der havde det sådan?

Når vi går ud og spiser, uanset om det er frokost på en café eller middag på en god restaurant, er jeg blevet uhyre opmærksom på akustikken, og jeg holder mig væk fra steder, hvor jeg af erfaring ved, at den er dårlig. Hvis man på forhånd spørger til akustikken, bliver man både betragtet som lidt sær, og man får selvfølgelig at vide, at den er helt ok. I det mindste er vi begyndt at spørge, om der sidder større selskaber lige i nærheden af det bord, vi booker, for bare 6-8 mennesker, der kender hinanden, kan bemægtige sig et helt rum og opføre sig, som om der ikke er andre til stede end dem. Og med musik til, bliver det helt umuligt. Hverken min søster eller jeg hører specielt dårligt, selvom hørelsen vel er for nedadgående, når man er hhv. 63 og 66 år, men min søster har efter en støjtrættende aften, kækt og kontant foreslået, at vi fremover kun besøger restauranter for hørehæmmede! Som der vist ikke findes nogen af.

For nylig bookede vi bord en fredag aften på en god, italiensk restaurant i Ny Østergade, som vi ikke havde prøvet før, men fået anbefalet. Allerede da vi gik ned ad gaden for at finde restauranten, kunne vi mærke, at vi var kommet i byen med de unge og opefter. Der var et vildt og meget charmerende leben både ud og inde, men i samme øjeblik vi trådte ind i restauranten, som var propfuld af både gæster og musik, fik vi fornemmelsen af, at nu kom vi på hårdt arbejde, hvis vi ud over at spise og drikke også gerne ville snakke med hinanden. Vi blev og tog oplevelsen med.

Det var en relativt dyr restaurant, så publikum var overvejende ”voksent”, om end de fleste var yngre end os. Vi faldt dog ikke helt igennem. Mad, drikke og service var helt i top – men faktisk lidt svær at nyde, når man bruger alle sine kræfter på at skrue stemmen op i et leje, hvor man kan høre hinanden igennem musikken. Vi gad ikke at sidde tavst, smilende overfor hinanden, så vi tog kampen op og snakkede, men hold op hvor er det trættende. Jeg benyttede anledningen til at kigge mig omkring, og der sad f.eks. ikke langt fra os et selskab på 8 yngre kvinder, der sandsynligvis slet ikke forholdt sig til musikken, fordi den er allestedsnærværende, når man går i byen. Men de snakkede hver især kun med den, der sad ved siden af. Dem, der sad lige eller skråt overfor fik bare et smil eller en skål.

Efterhånden som aftenen skred frem – og vi var der kun mellem kl. 20 og 22 – blev der skruet gradvist op for musikken og ned for lyset. Tjenerne piskede rundt og gjorde deres bedste for at se afslappede ud, men jeg bemærkede, at flere af dem nærmest satte sig på hug ved siden af gæsterne for at tage imod deres bestillinger eller spørgsmål og for at præsentere retterne. Ingen kunne i opretstående stilling trænge igennem til et helt bord med bare 4 gæster.

Da vi skulle betale spurgte jeg – med høj stemme, øjenkontakt og mundaflæsning – den meget søde, i øvrigt norske tjener, om ikke et så absurd højt støjniveau var anstrengende at arbejde i. Hun svarede ærligt, at man var nødt til ligesom at lukke sig inde i en boble og med et smil på læben fokusere skarpt på sine servicefunktioner, men når man havde fri og kom udenfor, summede alt i kroppen og hovedet, og det tog tid at falde til ro. Vi tumlede øre ud på gaden, og vil måske gerne komme tilbage en dag til frokost, hvor der nok ikke er så meget party stemning, men alligevel… Er vi de eneste, der har det sådan? Det er da lige på kanten af at være en sag for Arbejdstilsynet.

Efter sådan en oplevelse er jeg begyndt at skrive pænt og konstruktivt til de pågældende restauranter og gøre opmærksom på, at det er noget nær lidelsesfyldt at komme igennem sådan en aften. Og jeg spørger, hvad jeg skal gøre næste gang, jeg har lyst til at besøge stedet, hvis mad, vin, service og stemning i øvrigt har været en god oplevelse. De fleste svarer hurtigt og venligt, at de godt ved, at akustikken ikke er så god, men at det er for dyrt at gøre noget ved det, eller at fredningsbestemmelser, tekniske problemer eller andre hindringer gør det svært at løse problemet. Flere foreslår, at jeg specifikt beder om et stille bord (men dem er der ikke mange af), eller de tilbyder kaffe eller en drink som plaster på såret næste gang. Om musikken siger de fleste, at det vil gæsterne jo gerne have.

Jeg har dobbeltchecket med min datter på 36, der ind imellem går i byen, i håb om at finde en yngre lidelsesfælle, der kan bekræfte min analyse. Men tænk sig, hun synes, det er fedt med musik, og at det giver en super god stemning og ikke generer det mindste. Så er jeg ligesom lige vidt.

Så det er måske bare mig og min alder ….. Jeg er i øvrigt begyndt at værdsætte stilhed meget mere. Vi har altid sat lidt stille hyggemusik på anlægget til middagen der hjemme, som et stemningssættende lydtapet, men jeg er faktisk ofte lige så gerne fri. Jeg har fået blik for at nyde musik og samtale hver for sig.