Kvinde med udsyn over livets bue
Når man tegner en bue over et livsforløb, vil den uundgåeligt toppe et sted. Om opstigningen har været lutter lykke og fest, og om nedstigningen opleves som en rutchetur ind i mørke og tab, beror både på, hvad tilværelsen viser sig at rumme for hver enkelt, og hvordan vi som individer tager imod livets tilskikkelser. Der er et utal af kombinationsmuligheder. Men at der er et toppunkt, kommer vi ikke udenom. Ej heller at det for de fleste er et at livets helt store, eksistentielle vendepunkter, hvor værdier, drømme og prioriteringer får en ordentlig omgang over knæet. Det kan gøre ondt, men man kan komme stærk og beriget ud på den anden side og nyde både udsigten og den videre rejse.
For mange af os skubbes refleksionerne over den næste livsfase i gang af samspillet mellem generationerne – med vores krop og livsoplevelsesredskab som ivrig deltager i snakken.
At få børn
Den største gave, det største ansvar og den dybeste meningsfuldhed i mit liv er mine to børn. Det var først, da den ældste var født, at jeg for alvor blev bevidst om det livsvarige ansvar, engagement og kærlighedsforhold, jeg havde skibet mig ind i. Jeg kender ingen, der fortryder det, men jeg har selv oplevet moderskabet som så stort, dybt, lykkeligt og angstprovokerende, at jeg med et glimt i øjet har overvejet, om jeg i det næste liv skulle stå over en enkelt gang for at samle mod og kræfter til at få børn igen. For at kunne give dem alt, hvad jeg har i mig af kærlighed og beskyttelse. For man føler sig i stand til at kaste sig over rælingen i det brusende hav, eller spænde al sin mentale og fysiske kraft op til et stadie hvor man i stand til at slå ihjel – for at redde sit barn. Ingen af delene får man forhåbentlig brug for.
Når man følger sine børns udvikling fra nyfødt til voksen bliver man utallige gange dybt forundret over, hvor megen iboende kompetence og kraft der er i et lille menneske. Man behøver ikke lære sit barn at gå – pludselig en dag står det på sine vaklende ben og tager de første skridt. Det tilegner sig sproget og kopierer forældrenes udgaver af skik og brug. Dets krop tager form og foldes ud igennem leg, idræt, stille bevægelse og forelskelse. Man hjælper sit barn igennem konflikter og skuffelser støtter det i at finde ind til sine evner og passioner, så det træffer lystfyldte valg med udsigt til gode oplevelser i forhold til fritidsinteresser, venner og uddannelse. Og så en skønne dag har man et ungt, voksent menneske stående foran sig, der helt sikkert ikke er kommet dertil uden knubs, og som uden tvivl heller ikke kan undgå modstand fremover, men som forhåbentlig har fået så meget kærlighed, vejledning og plads, at det er rustet til at tage de næste skridt i tilværelsen – langt mere på egen hånd end hidtil.
At blive bedsteforældre
Jeg har været så heldig at få børnebørn, to drenge og tre piger. At tage dem i favnen er som at genopleve moderskabet, men denne gang faktor 2. Det er et spontant kærlighedsforhold af skræmmende dybder, og man kan blive lammet i følelsen af, at nu har man både sine børn og børnebørn at elske, tage vare på og være angst for at miste. Jeg har altid tænkt, at når man får børn, accepterer man automatisk hele pakken, også børnebørn med alt, hvad de kræver af kærlighed, tid og kræfter. Det kan være en ret stor mundfuld, men der er intet at betænke sig på, for ”the return of investment” er uden for målestok.
Min krop reagerede med en slags chok, da jeg blev mormor for første gang. Alt gik godt, så mit chok var uden for det rationelle, men en slags psykisk påmindelse om, at ”nu gælder det, du har fået en ny livsopgave, vær beredt!”. Helt konkret spændte jeg så meget op i kroppen, og mit bevægemønster blev midlertidigt indskrænket. Jeg havde det som om, jeg hvert øjeblik kunne blive bedt om at træde til NU! Jeg opgav at gå til træning, for min krop kunne ikke slappe af, give efter og tage imod sunde fysiske øvelser. Efterhånden genindfandt fornuften sig, men bedst som jeg havde genoptaget træningen, blev jeg farmor for første gang, og så tog jeg stiv opstilling som kampberedt soldat igen. Jeg tror, det er den instinktive parathed til at forsvare det sårbare, der er på spil her.
Midt i livet
Når alt dette fuldbyrdes – moderskab til voksne børn, modtagelsen af børnebørn, omsorg for de let aldrende forældre – er man mildt sagt selv blevet en meget voksen kvinde. I den indledende light udgave af ovenstående scenarie er man selv i 50’erne, på toppen af karrieren hvor udsigtshøjde og erfaring gør overblik og opgaveløsning intuitivt nem. Man er i god fysisk form og med stort mentalt overskud til at planlægge, multitaske og klare sig med for lidt søvn. Man er stadig børnenes vigtigste rådgiver og støtte og kan sole sig i deres ufortyndede beundring. Det er fantastiske år, der også krydres med rejser, kultur og samvær med venner. What’s not to like?
Når man har toppet
Børnene har fået uddannelse, job, partnere, egen bolig og måske børn. De er i fuld gang med det voksenliv, vi efter bedste evne har opdraget og støttet dem i at mestre, og de gør det godt. De vender sig mod hinanden og deres jævnaldrende for at drøfte og udveksle erfaringer om hverdagens udfordringer. De er blevet selvstændige og livsduelige voksne. Det giver dem stadig tryghed at vide, at vi som forældre er i baghånden, vi har gode samtaler, og de både spørger og lytter men tager kun det, de kan bruge og lader resten ligge.
De har fået øje på vores begrænsninger, spørger til vores helbred, kræfter og kapacitet og lader en ny omsorg strømme imod os. Det er rørende men kan være svært at tage uforbeholdent imod, fordi det afslører de uafvendelige positionsryk imellem generationerne.
I forhold til de ældste børnebørn på 10 år, er der ingen som helst tvivl om, at deres liv er så marineret i teknologi og sociale medier, at det ind imellem forstyrrer vores kontakt. De har non stop fokus på deres smartphones, IPads og computere, og man skal være meget besluttet på at trænge mentalt igennem til dem for at få en samtale i gang, og den er svær at fastholde i ret lang tid. En tur på café, shopping eller en spændende udflugt kan stadig fungere som rambuk til deres opmærksomhed, men de digitale medier er immer med. Jeg tager ikke kampen op, for jeg har forstået, at relationen til vennerne i høj grad går gennem de digitale medier, og den tør jeg ikke forstyrre.
Jeg har altid glædet mig meget til at læse bøger for mine børnebørn, men jeg har med sorg måttet erkende, at det er de ikke interesseret i. For dem er højtlæsning noget, deres forældre varetager som led i godnatritualet – ikke noget der forekommer dem hyggeligt eller attraktivt midt på dagen sammen med mig. De helt små kan godt lokkes med en billedbog, men mine drømme om at læse gode bøger højt for mine børnebørn har jeg måttet skrinlægge.
Børnebørnenes ekvilibristiske færden på diverse sociale medier har jeg opgivet at følge med i, og de digitale spil, de spiller med hinanden, kan jeg ikke finde ud af – deres forklaringer er volapyk, og spillet foregår i et univers, jeg ikke kan fornemme. Kontakten til de små på 1, 3 og 6 år er stadigvæk langt mere intuitiv og fysisk. Musik, leg, spil, små udflugter – der er masser af muligheder. Men jeg ved med sikkerhed, at det er en stakket frist. Og jeg venter med bekymret spænding på, hvordan relationen, fællesskabet og samtalen vil udvikle sig fremover.
Omsorg for de ældste
Min mormor og morfar døde, da de var 76 og 79 år, og jeg syntes, de var gamle. De var begge født i de aller sidste år af 1800-tallet, og med ringe sundhedspleje, dårlig kost og hårdt arbejde drømte man nok ikke om at blive meget ældre. I dag tilbydes der en nærmest konstant lægelig kalibrering af helbredet. Så snart blodtryk, stofskifte, kolesteroltal eller andet kommer den mindste smule ud af balance, sættes der ind med medicinering, og det er formentlig en stærkt medvirkende årsag til, at mange mennesker i dag bliver langt op i 90’erne.
Så længe krop og hjerne i øvrigt fungerer godt, man er glad for livet, og er godt selskab for børn, børnebørn og oldebørn, er det en gave at blive så gammel. Men det er også min erfaring, at når livet forlænges til op imod de 100 år, tærer det på livskvaliteten, og længslen efter at komme herfra bliver meget konkret.
Den bedste støtte er at udtrykke forståelse for deres ønske og aftale med dem, at vi må samarbejde så godt vi kan, for at gøre deres sidste tid så god som mulig. Og det er faktisk ganske krævende for de pårørende. Glemsomhed, demens, hjælpeløshed og stædighed hos de ældste kan gøre det til noget nær et fuldtidsjob og en daglig bekymring og kamp for min generation at skabe en værdig tilværelse for dem.
Kom over det
Det kræver tilvænning, accept, resignation, en lille bøn om hjælp og evnen til at holde sig munter at finde sig godt til rette på livets bue, når man har toppet.
Men som det lille barn må man demonstrere sin livsduelighed ved at rejse sig op og gå de nye livsmuligheder i møde. Vi har pligt til at finde glæden, motivationen, passionen, engagementet og taknemmeligheden i livet – så bliver vi også godt og givende selskab for andre.
