For nogle dage siden kørte vi ad Åboulevarden ud imod Nørrebro. Lige inden Telefonhuset og opkørslen til Bispeengbuen drejede vi til højre, væk fra den 6-sporede Åboulevard og ind i en langt mindre trafikeret del af Nørrebro.
Vi sagde, nærmest synkront og i munden på hinanden, dét vi har sagt så mange gange før netop her: hvor ville det være fantastisk, hvis København – sikkert hjulpet på vej af Staten og Frederiksberg Kommune – besluttede sig for at realisere det efterhånden gamle, skønne projekt om at rive den frygtelige, 6-sporede Bispeengbue, der i realiteten er et kort stykke motorvej i 2. sals højde, så tæt på de omkringliggende beboelsesejendomme, at man kan kigge ind i stuerne til folk, ned, gravede Åboulevarden med dens intense gennemkørselstrafik ned under jorden og fritlagde Ladegårdsåen, som ingen længere kan huske at have set.
Der er lavet prospekter over det, som ligner alle de andre moderne prospekter af bymæssig bebyggelse: vand, siv, græs, buske, blomster, træer, broer, børn der leger, voksne der ser afslappede ud, cykler – alt i det skønneste solskin. Solen kan vi ikke styre, men alt det andet kunne man sådan set bare beslutte at gennemføre som en paradisisk og generøs gave til Københavns befolkning.
Det er et meget dyrt projekt, og det har hidtil været begrundelsen for ikke at gribe til skovlen – men nu er der kommet en yderligere begrundelse, som gør ondt i maven: Danmark skal opruste i et omfang, der sætter den slags menneskelige og trivselsfremmende projekter i skammekrogen. Det kan vi vel godt forstå, ikke…? Eller kan vi?
Og ikke nok med, at vi skal bruge milliarder og atter milliarder på oprustning i de kommende år, så foreslås værnepligten udvidet til 11 måneder, og skal også omfatte kvinder.
Det er muligt, at det i vores ufredelige og aldeles uperfekte verden er nødvendigt at opruste og afskrække nationer, der ikke ønsker fred men har en helt anden dagsorden. Det skal der nok både isenkram og mandskab til. Det er trist, surrealistisk og faktisk ikke til at holde ud.
Men når det nu åbenbart for tiden anses som den eneste vej frem, synes jeg, det er svært at argumentere imod kvindelig værnepligt. Ligestilling er vel ligestilling, afpasset efter kompetencer og fysisk formåen. At kvinder ikke har spor lyst til det, har andre planer med deres ungdomsliv og i øvrigt allerede har værneret, er ikke rigtigt holdbare argumenter.
Men så er det, jeg har et forslag: Lad os nu se, om der overhovedet bliver brug for alle de soldater. Hvis det skulle vise sig, at det er skudt langt over målet, vil jeg foreslå, at man konverterer den militære værnepligt på 11 måneder til en civil samfundstjeneste af samme varighed, hvor unge mænd og kvinder efter en kort, relevant uddannelse bistår samfundet og medborgerne i funktioner, som mangler hænder og formentlig vil gøre det fremover. Omsorg og pleje af børn, hjemmeboende gamle, plejehjemsbeboere, opgaver i forhold til renholdelse, vedligehold og orden af vores fysiske omgivelser – og sikkert meget, meget mere. At kortuddanne vores unge til at yde en samfundsindsats af alle højeste værdi i nogle måneder af deres ungdom, vil løse en del af arbejdskraftproblemet og vil give dem en oplevelse af at gøre en meget reel og synlig forskel, som de vil lære en masse af og gemme som et dyrebart minde om dengang, jeg virkelig for alvor gjorde en forskel. Er det ikke præcis sådan vi husker den tjans vi tog på de pågældende områder for at tjene lidt penge, da vi var unge?
Måske bliver der så endda råd til at gøre alvor af grøn og bæredygtig omdannelse af vores bymiljøer som f.eks. fritlægning af Ladegårdsåen.
