Jeg har igennem årene taget tusindvis af fotos – først lysbilleder, så papirfotos og siden digitale fotos. Efterhånden har der hobet sig så mange albums og mapper op, både fysisk og digitalt, at jeg er på nippet til at miste overblikket, især over det, der ligger i ”skyen”. Når jeg en gang imellem kigger på mine papirfotos (lysbillederne er efterhånden alt for besværlige at tilgå), slår det mig, i hvor høj grad jeg gjorde mig umage med motivet, og hvor mange fotos jeg trods vaklende kvalitet alligevel har gemt, fordi det var dyrt at fremkalde dem. Og selv absolut mindeværdige begivenheder og rejsemål er sparsomt dokumenteret i forhold til den grænseløse mængde af digitale billeder, jeg tager i dag – og glemmer at rydde op i.
Men det besluttede jeg mig så for at gå i gang med – fra en ende af. De ældste først, én måned ad gangen. Jeg starter med at slette billeder af diverse nummerplader på lejede biler, som jeg skulle bruge ved betaling af parkering i udlandet. Så billeder af bogforsider, opskrifter, adresser, koder, tøj- og brilleprøvning, egne fødder, fortovsfliser m.v. som har sneget sig ind mellem ferieminder, børnebørn, venner, kunst o.a., som jeg med glæde vender tilbage til og genser med begejstring og eftertanke.
I oprydningen er jeg blevet klar over, at jeg i de sidste mange år har fotograferet forskellige udtryk for former og farver – i kunst, natur og arkitektur. Motiver der har suget mig til sig og lagt sig i sin helt egen kategori. Da jeg forevigede motiverne live gav de mig et sug i maven af et eller andet ubevidst. Når jeg genser dem nu, ved jeg, at de har pirket til en gammel drøm om at tegne, male og udfolde mig kreativt. Jeg har simpelthen samlet inspiration til de første, prøvende forsøg.
For tyve år siden tog jeg forældreorlov i nogle måneder, og mens børnene var i skole om formiddagen, gik jeg til undervisning i tegning og akvarelmaling på en kunstskole på Islands Brygge. Der var andre novicer som mig, men der var også en del elever, som arbejdede på at søge ind på kunstneriske uddannelser. Jeg anede ikke, om jeg havde talent for at tegne og male – om jeg overhovedet ville finde det sjovt, når det kom til stykket. Men jeg elskede det. Vi arbejdede på skolen og fik indarbejdet nogle grundprincipper, vi tegnede efter levende modeller, vi malede akvarel på Frilandsmuseet, og vi sad på små skamler på Glyptoteket og kæmpede med at gengive diverse figurer, mens børn og nysgerrige turister kiggede én over skulderen. Jeg var ligeglad og svømmede bare koncentreret ind i processen. Det optog mig ikke så meget, om det, jeg lavede, blev godt. Det var selve det, at være i en kreativ proces, der begejstrede mig helt ind i kernen. Så sluttede orloven, jeg pakkede mine tegninger og akvarelfarver sammen – fast besluttet på, at det her skulle jeg blive ved med at gøre. Men sådan blev det ikke. Hverdagen med arbejde og børn tog over, og min drøm og længsel røg med ned i posen med kunstnerartikler og lagt væk, så jeg ikke blev mindet om det hele tiden.
Så enkelt er det imidlertid ikke at tage livet af en drøm. Den levede jo videre i mine fotos af diverse motiver, farver, materialer og former. Mine børn er voksne og for længst flyttet hjemmefra, og jeg har afrundet min professionelle karriere. Jeg fylder min tid med skrivning, børnebørn, motion, kultur, venner, rejser, læsning m.v., men i sprækkerne mellem alle disse aktiviteter i en hårdt presset kalender trænger drømmen om også at udfolde mig kreativt med pensel og farver alligevel på. Og jeg har længe kunnet mærke, at det var et spørgsmål om tid, før jeg igen måtte tage fat. Det føles som en indefra kommende, absolut nødvendighed. Men hvordan skulle jeg bore mig tværs igennem min bevidsthed om, at jeg ikke er specielt talentfuld, og at det alene handler om at fodre og tilfredsstille et behov, der ikke længere kan udsættes?
Igennem min lange karriere som HR-chef har jeg arbejdet sammen med mange forskellige proceskonsulenter. I en periode gik jeg selv med drømmen om at gå over i konsulentfaget, og jeg iagttog med nysgerrighed, hvordan diverse konsulenter greb opgaven an. Når man forbereder et seminar, hvor man river to dage ud af medarbejdernes travle kalender, fokuserer man på at sikre, at hvert eneste minut udnyttes optimalt, og man fortæller i en desperat og endeløs strøm den lyttende konsulent, hvilke temaer der absolut også skal med i programmet. Udmattet af min egen talestrøm spurgte jeg på et tidspunkt en i øvrigt super dygtig konsulent, som jeg brugte igennem flere år, hvordan hun overhovedet bar sig ad med at få styr på sådan et seminar. Hun er nordjyde og ikke lige til at slå af pinden, så hun tog en A4-blok og en blyant og sagde ”jo, nu skal du bare se, man starter sådan her”, og så lagde hun blokken på den lange led hen over lårene, inddelte den lodret og vandret i fire felter, og sagde ”Så, nu har vi grundstrukturen. En dag på hver side af den lodrette linje, og formiddag og eftermiddag henholdsvis over og under den vandrette linje, der markerer frokost. Så kan vi begynde at fylde indhold i felterne, herunder ikke mindst klokkeslæt og pauser. Og så vil du hurtigt kunne se, at alt det, du gerne vil have med, er der overhovedet ikke plads til. Nu skal der forenkles og prioriteres”.
Den grundstruktur kom til mig, da jeg med rystende hånd og bankende hjerte for nylig satte mig med papir og farver for at male mit første billede i 30 år. Det kom til at se sådan her ud, og rummer forskellige fortællinger.
Mit farvevalg bygger på en langvarig fascination af den rosa/pink farve. Jeg har aldrig haft en hang til rosa tøj, måske fordi jeg fornemmer, at den maskuline side i mig er ret fremherskende. Derimod har jeg bemærket, at mange kunstnere – f.eks. Matisse – bruger meget lyserødt, ofte kombineret med limegrøn, der fremhæver kraften i begge farver. Jeg måtte prøve dem. De blå toner har altid trængt sig på i mit farvevalg, fordi de er nordiske, matcher det allestedsnærværende hav, den høje himmel, det lyse hår og den sarte hud – en farve man ligesom aldrig går galt i byen med her på vore breddegrader. Den har af barndommens overfodring været ude af mit repertoire i lang tid, men er ved at snige sig ind igen.
En farvekyndig veninde sagde for nylig til mig, at min personlige farveskala helt klart er lyse, kølige pasteller, der på forunderlig vis fremtryller en varm lød i lys hud og lyst hår. Så kan man altid skeje ud med en enkelt farveklat i en anden skala, hvis man absolut vil. Men forestillingen om, at man som lys og nordisk kan fremtvinge eksotiske, varme toner med stærke, brændte, dybe farver – glem det! Man kommer bare til at se bleg og syg ud.
Motivet gengiver abstrakt de uendeligt mange seminarer jeg som deltager eller arrangør har været involveret i. Jeg er ofte taget meget, meget udmattet hjem med en tyk rulle plancher under armen, der nu skulle omsættes til adfærdsforandrende virkelighed i virksomheden. Jeg har været tynget til jorden af tvivl om, hvorvidt det er så nemt at forandre og udvikle voksne mennesker, som programmet og plancherne med alle de ambitiøse og løfterige ord lokker med.
Man møder ind om morgenen – i billedets øverste venstre hjørne – på seminarets dag 1 i let, lyseblåt og energifyldt humør – det her skal nok blive godt. Man møder kollegerne, drikker kaffe og spiser morgenmad nr. 2 fra den fristende buffet. Så går formiddagens program i gang, og man slipper sjældent for gruppearbejde, post-its og fremlæggelser af diverse forslag og løsningsmodeller. Allerede nu kan jeg mærke, at der heldigvis ikke er længe til den første lange pause, frokost og udlevering af nøgler til det værelse, man skal overnatte i. Bespisningen er ofte glimrende og så rigelig og uimodståelig, at man får spist langt mere end den sædvanlige madpakke og derfor nemt falder hen i ulidelig træthed, ja nærmest søvnighed, i løbet af eftermiddagen. Der skal et virkelig medrivende program til at holde energiniveauet oppe. En kop kaffe, hjemmebag og en ”walk and talk” i løbet af eftermiddagen holder én nogenlunde ved bevidsthed. Oftest har jeg dog bare aller mest lyst til en walk alone, stilhed og personlig refleksion. Men det tilbydes sjældent.
Så nærmer tiden sig for afslutningen på dagens faglige program, og der er lige tid til hurtige telefonsamtaler og en børste gennem håret, inden man indfinder sig til middagen. Glimrende mad og vin, hyggelig snak med kolleger og konsulenter, og så har jeg fået nok af socialt samvær og længes kun efter at være alene og slappe af i stilhed. En effektiv konsulent har imidlertid ofte et sjovt og involverende indslag i ærmet, som man ikke kan undslå sig for at deltage i, og det er dårlig kollegial stil ikke at toppe dagen op med en fadøl og et spil billard i kursuscentrets kælderbar. Men der går min grænse – efter dagens officielle program trækker jeg mig tilbage med en overloadet hjerne.
Dag 2 kan godt allerede fra starten være en prøvelse. En nats søvn er ikke altid nok til, at jeg er restitueret efter så intensivt socialt samvær. Jeg er slet ikke færdig med at rydde op i indtryk og tanker, og bare forestillingen om endnu en dag efter samme mønster kan på forhånd dræne mig for energi. Derfor er morgenens farve blevet dybblå og lidt dyster. Formiddagens program afvikles, og frokostpausen giver mulighed for et kort slip – dog ikke på værelset, som jeg har checket ud fra kl. 10. Til gengæld er der ikke langt fra frokost til eftermiddagskaffe og derfra i mål kl. 16, så med en tredobbelt espresso, et stykke kage og et godt tag i nakken på mig selv, er der lys forude. Let og lyseblåt som den foregående dags morgen.
Jeg er faktisk ofte kommet hjem fra seminarer med gode kollegiale oplevelser, dybe samtaler, spændende diskussioner, vigtige pointer, beslutninger og konklusioner, som måske kan få luft under vingerne. Men jeg har altid sloges lidt med min relative introversion og sensitivitet, der kræver ro og restitution. Og så rumsterer der, selv efter en lang karriere som HR-chef og ansvarlig for utallige seminarer, en usikkerhed på, hvor meget man kan flytte voksne menneskers erkendelse og adfærd med udefrakommende virkemidler. Du kan træne og erhverve faglige kompetencer, men menneskelige og personlige kompetencer kommer først og fremmest indefra som konsekvens af erfaring og udvikling – de kommer, når de kommer, ikke et øjeblik før. Men et seminar kan ramme plet og skabe forandring, hvis bevidstheden er parat og sulten efter lige præcis den viden og læring, der formidles på seminaret. Det er dog sjældent, man rammer skiven hos alle – men man skal måske være glad, bare nogle enkelte går beriget hjem.
Så meget om kreativ udfoldelse, farver, introversion og ledelsesudvikling. Så fik jeg sparket mig selv ind i processen med mit næste billede.
