”Næst efter egen lykke er andres ulykke ikke at foragte” siger storvesiren i Bagdad Iznogoud i den franske tegneserie af samme navn, der ideligt bestræber sig på at ”blive kalif i stedet for kaliffen”.
Magtbestræbelser og kampen for at komme til tops er én side af historien. En anden er det usle sindelag, der kommer til udtryk i ordsproget. Og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har en rem af huden.
Det er så indiskutabelt en kvalitet at være generøs, at unde sine medmennesker det bedste og at have evnen til at glæde sig over, at det går andre godt. Ingen af os tør indrømme, at det kan være svært ind imellem, for hvilket slet og småligt menneske er vi så ikke?
Det gode er, at vi som mennesker inderligt ønsker os at være kærlige og gavmilde, så vi er på sin vis på rette vej. Det dårlige er, at vejen til ægte og intuitiv gavmildhed er lang og stenet, og at vi undervejs ofte gribes af misundelse og tvivl på egen værdi og egne valg i livet.
Et vigtigt skridt i retning af generøsitet er lysten og impulsen til at komme nødstedte og trængende medmennesker til undsætning, både materielt og følelsesmæssigt. Vi betaler med glæde vores skat, så der bliver råd til en retfærdig omfordeling af værdierne, vi giver bidrag til velgørende organisationer, og vi lægger øre, skulder, råd og dåd til familie, venner og bekendte, der har problemer og brug for os.
Den upersonlige skattebetaling og månedlige overførsel til velgørende organisationer er sat i system og berører ikke vores følelser så meget. Men i forholdet til det konkrete, levende medmenneske kan der ind imellem snige sig en lille varmende glæde og selvtilfredshed ind ved at føle sig god. Og så er godheden jo blevet en handelsvare, der har delvist til formål at løfte os selv op på et indbildt højere moralsk stade. Jeg kender smagen, den er bitter, og jeg kan ikke lide mig selv, når jeg mærker, at det er dén rolle, jeg har spillet. Det er en krævende træningssag at give af et godt hjerte uden forventning om at få noget som helst tilbage.
Det er dog intet imod skammen og ubehaget ved at føle, at det er svært at dele andres glæde, succes og vellykkede skridt i tilværelsen. Når man opdager, at nære venskaber ikke blot er et flow af kærlighed og gode ønsker, men også en selvpålagt test og evig sammenligning for at søge bekræftelse på, at man selv er på den grønne gren, træffer kloge beslutninger og har succes med sine livsvalg – så bliver man chokeret over sig selv. Også når jeg efter velargumenteret kritik af andres erhvervelser, vaner, muligheder og valg føler en tung sten i maven, en lede ved mig selv, når det går op for mig, at der var en ordentlig omgang misundelse i den kritik. Jeg er ind imellem sunket så lavt som til at checke vejrudsigten på mine venners rejsemål for at sikre mig, at det nu ikke blev idelig sol, varme og velbehag hele vejen igennem – en lille byge eller et par dage uden sol måtte der gerne være.
Nu har det maget sig sådan, at den pågældende vejrudsigt for et fjernt og eksotisk rejsemål har frosset sig fast på min telefonskærm, så det første jeg ser, når jeg aktiverer telefonen, er en tindrende solskive og behagelige 20-25 grader. Jeg er ikke teknisk begavet, så det er ikke lykkedes mig at fjerne denne tilbagevendende, ubehagelige påmindelse om min egen skamløse smålighed, og det er der sikkert en grund til.
For jeg bliver tydeligt og kontant mindet om, at hver eneste oplevelse er et karmisk møde med mine egne handlinger i en nær eller fjern fortid, og hver eneste handling en skabelse af de stemninger, følelser og tildragelser, der vil komme mig i møde fremover. Vi lægger uafladeligt i kakkelovnen til vores egen skæbne. Så det er med at komme i træningstøjet og arbejde bevidst med sine tanker, ønsker og handlinger.
Det kan være fristende at iværksætte en indre, arkæologisk undersøgelse af, hvorfor man ind imellem gribes af sådan en uklædelig misundelse – for det er vel det, det er. Er jeg usikker på mig selv, mangler selvtillid, selvværd, er blevet snydt for noget i barndommen… ..you name it. Måske finder man et svar, måske ikke, men min erfaring siger mig, at svar, der ligger udenfor én selv, eller som det er svært at tage konkret ansvar for, kun varmer sjælen meget kortvarigt. Så man kan også vælge at lade være med at lede efter forklaringer og i stedet tage ejerskab til sine mindre udviklede karaktertræk og simpelthen beslutte sig for, at nu vil jeg øve mig i at dele andres glæde. Den bedste (men ganske krævende) metode er, at meditere på denne evne – ikke på en sort prik eller et mantra, men ved at tænke intenst og kærligt på det menneske, der har noget, man misunder, og finde ord for, hvorfor man godt kan forstå deres glæde over dette eller hint. Svært men effektivt.
