For 50 år siden, den 15. oktober 1972, blev jeg konformeret i Philips Kirke på Amager. Forud var der gået et langt og dramatisk forløb.
Det lå i kortene som noget traditionelt og kulturkristent, at jeg skulle konfirmeres. Ikke at jeg partout skulle, men at jeg gerne ville. Det skulle mine kammerater, så sådan var det. Jeg kunne vælge imellem forårskonfirmationen hos pastor Laursen og efterårskonfirmationen hos sognepræsten pastor Mikkelsen, begge i Grøndals Kirke, den store hvide landsbykirke midt i Grøndalsvænge. De fleste skulle konfirmeres om efteråret, så det ville jeg også. Min gode og solide klassekammerat Pia ønskede at blive konfirmeret af pastor Laursen om foråret, og det gjorde et vist indtryk på mig, at hun og hendes familie tilsyneladende havde en stærk selvstændig mening om noget så fjernt og formelt som valg af præst.
Min gryende interesse for åndsvidenskabelige spørgsmål, som jeg ofte drøftede med min far, havde ikke nået et stadie, hvor jeg stillede spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet skulle konfirmeres. Det lå bare i luften, også hos min far, at det skulle jeg. Måske så mine forældre det også som en anledning til at holde en fest, hvor jeg ganske vist var midtpunkt, men hvor gæsterne var hele udtrækket af ældre familiemedlemmer, hvoraf jeg ikke havde nogen særlig relation til de fleste.
Vi gik til konfirmationsforberedelse det meste af 1. Real, og det foregik i lokaler i krypten under Grøndals Kirke. Jeg havde ikke været der ret mange gange, før det gik op for mig, at jeg ikke forstod en pind af, hvad der foregik. Vi sang en salme, efterfulgt af en undervisning som ikke gav nogen som helst mening for mig. Den svarede ikke på nogen af livets store spørgsmål, som de ser ud for en 14-årig, og der blev ikke rejst spørgsmål eller etableret samtaler om aktuelle emner, der kunne have vores interesse. Det meste af den aldrende og traditionelle præsts tid gik med at holde styr på de totalt uinteresserede og forstyrrende drenge. I forberedelsen indgik de obligatoriske otte gudstjenester, som man skulle deltage i inden konfirmationen. Jeg var med til et par stykker og måtte også der opgive at finde den dybere mening. Jeg har altid godt kunnet lide salmesang og orgelmusik, og ind imellem var der også en dåb, som altid er et bevægende sceneri, så lidt fik jeg da ud af det.
En aften hos min mormor og morfar fortalte jeg om mine oplevelser af konfirmationsforberedelsen til min onkel, som dengang var direktør på Berlingske Tidende. Han var et etisk og moralsk funderet, kulturkristent menneske med stærke værdier – og overbevist ateist. Det er jo også en slags tro. Han blev optaget af min beretning og mente, at den måske kunne have en bredere interesse og foreslog at sætte mig i kontakt med avisens kirkemedarbejder, Bitten Friis. Det sagde jeg bare uden videre ja til, ikke af forfængelighed, men fordi jeg følte mig snydt over at skulle trækkes igennem sådan noget langstrakt volapyk for at få lov til at blive konfirmeret. Faktisk var jeg, ganske vist på mit begrænsede modenhedsniveau, ret optaget af tro, filosofi og psykologi. Ikke målrettet og systematisk, men generelt, og nok til at jeg var oprørt over, at kirken ikke tog unge menneskers måske nogenlunde første, seriøse møde med kirken mere alvorligt end som så. Så var man da helt sikker på at tabe os helt.
Jeg mødtes med Bitten Friis til et interview, som siden blev bragt i Berlingske Tidende. Jeg ved ikke, hvordan flertallet af præster ville reagere på sådan en artikel, men ”min” gamle pastor Mikkelsen blev meget vred og krænket. Mere moderne præster ville måske have set det som et uventet stort engagement og et afsæt for en overvejelse om, hvordan man kunne modernisere mødet med unge mennesker og gøre konfirmationsforberedelsen relevant for dem.
Uheldigvis – eller måske heldigvis – var jeg syg den første gang til konfirmationsforberedelse, efter artiklen blev bragt, for pastoren valgte at læse den op og udskamme og latterliggøre mine synspunkter og min kritik. De tilstedeværende, vordende konfirmander havde med garanti ikke selv set eller læst artiklen, men hoppede tydeligvis på præstens ekskluderende holdning til mig, for i den efterfølgende tid blev jeg af en del af drengegruppen mødt af en storm af mobbende tilråb, hver gang de så mig. Flertallet lod mig være i fred og havde sikkert ingen mening om det passerede. Det tror jeg heller ikke, at de drenge, som jeg i lang tid var meget bange for, havde. De brugte bare episoden til at bruge mig som mobbeoffer. Jeg har ikke dybere, faglig forstand på mobning, men jeg mener at have forstået, at mobning både har noget med mobber og offers personlighed og kemi at gøre. Men jeg ved med sikkerhed, at mobning skaber angst og usikkerhed, og at den sætter nogle uafvaskelige spor, som dukker op i mange forskellige sammenhænge livet igennem.
Jeg turde ikke dukke op til konfirmationsforberedelse igen – så modig og parat til at stå op for mine oplevelser og holdninger var jeg ikke. Mine forældre var bestyrtede, vrede og forundrede over, at præsten havde mødt mine ungdommelige udfald på den måde og bad om et møde med ham, hvor jeg også var med. Han var fortfarende vred og kritisk overfor min handling, og der var ingen selvransagelse eller imødekommenhed at spore. Jeg var velkommen tilbage, men måtte erkende mine fejl og finde mig til rette under de vilkår, der herskede på hans konfirmandhold – og i Folkekirken i bredere forstand måtte jeg forstå. Mine forældre gav mig fuld opbakning og carte blanche til at opgive ethvert ønske om at blive konfirmeret i så gammeldags og uforsonlig en institution, men dertil var jeg ikke kommet endnu. Min onkel snakkede med journalisten om artiklens konsekvenser, og hun satte mig i forbindelse med en ung præst ved Philips Kirke på Amager, pastor Mogens Hansen. Han var angiveligt moderne og havde et helt andet take på sine konfirmander. Det ville jeg gerne prøve, og det blev i menneskelig forstand en helt anden positiv oplevelse og min anden – og alligevel sidste – tur med Folkekirken i forhold til at søge mening og svar på eksistentielle spørgsmål.
Den unge præst, der var i begyndelsen af 30’erne, sad i sit første embede og beboede en smuk, hvid tjenestevilla på Greisvej. Dér besøgte jeg ham inden min endelige beslutning om at lade mig konformere af ham ved Philips Kirke. Min interesse for åndelige spørgsmål og mit sikkert ikke alderstypiske engagement i, hvordan man underviser konfirmander, bragte ham til at foreslå, at vi sammen lavede en radioudsendelse med udgangspunkt i mine iagttagelser og synspunkter. Han var samtidigt med sin præstegerning engageret som radiomedarbejder i DR på programmet ”Mennesker og tro”, som han kørte i en lang årrække. Jeg udtrykte ikke andet, end jeg havde gjort overfor journalisten på Berlingske Tidende, men denne gang fik det ikke de fatale følger som min første optræden i medierne.
Jeg var en fremmed fugl på hans konfirmandhold, der som alle andre steder bestod af klassekammerater, så jeg fik ingen relation til dem. Men jeg oplevede en mere inkluderende, fri og glad stemning, ikke mindst præget af musik og sang. Mogens Hansen havde sunget i DR’s drengekor. Alt imens jeg søgte at finde mine ben i dette nye miljø, pågik de hjemlige forberedelser til konfirmationen. Jeg havde ingen selvstændige ønsker eller idéer til, hvordan den skulle foregå og fornemmede også, at det var der en ret traditionel skabelon for. Jeg var med mine forældre i Rødovre Centret for at aftale catering med Orkidé Terrassen – sikkert for længst hedengangen. Vi var i Daells Varehus for at købe kjole – lang, hvid blondekjole med underskørt af bomuld, talje med bindebånd af silke og korte flagermusærmer. Dertil hvide laksko med rem og en lille, lav hæl. Et hvidt, broderet lommetørklæde, vistnok et klenodie i familien, og uden nærmere forklaring på hvad jeg forventedes at bruge det til. Min moster og onkel forærede mig som mine gudforældre en fin, lille, hvid, skindindbunden salmebog med de tyndeste, sarte, guldrandede blade. Vi købte hvide silkebånd til at binde om to, lange rottehaler.
Min onkel smalfilmede hele holdet, da vi i procession gik fra konfirmandstuen i menighedshuset til kirken. Jeg så meget stolt, glad, rank og ung ud – lignede den store pige på nu 15 år, som jeg var. Jeg følte, jeg i hvert fald for en stund var landet det rigtige sted og ikke mindst i trygge hænder.
Efter konfirmationen fulgte et hospitalsbesøg, som jeg ikke havde så meget mod på, men som jeg forstod var en bunden opgave i dagens anledning. Min fars gamle faster Pipsi var inviteret med tul festen men ude af stand til at komme, fordi hun lå på hospitalet, og det var god skik dengang at aflægge et besøg for at vise medfølelse og give hende mulighed for at se den unge, festklædte konfirmand. Det var to verdener, der mødtes – men både patient, personalet og jeg var dog klædt i hvidt – og jeg var genert og ukomfortabelt til mode. Jeg kendte ikke min fars faster særlig godt, men har siden tænkt, at det var klogt af mine forældre, selv på min festdag, at bede mig gøre noget for et andet menneske, som jeg ikke umiddelbart havde så meget lyst til, men som kunne glæde hende.
Der hjemme på Hyldebærvej 16, min fars og mit eget barndomshjem, var der gjort klar til frokostgæster. Mine forældres soveværelse på første sal var ryddet, så der kunne serveres velkomstdrink og pakkes gaver ud dér. Neden under var stuernes møbler skubbet ud til siderne, så der kunne dækkes et T-formet bord til de omkring 25 gæster. Jeg sad til højbords med mine forældre på hver side, spiste og lyttede forlegent til taler fra min far og onkel. Der var ingen jævnaldrende venner med, for det var helt utænkeligt på den tid. Vi blev fotograferet i haven, og jeg står omgivet af lutter meget voksne og ældre mennesker – og min søster. Det var en fest for et ungt menneske, men på de voksnes præmisser. Alligevel har den gjort et stor indtryk på mig, for jeg husker stemninger og detaljer ganske tydeligt.
Mine forældre forærede mig mit første kamera, min moster og onkel et Tissot armbåndsur som er ren vintage i dag, min mormor og morfar en lille B&O transistorradio som jeg ville ønske jeg havde gemt, min farmor et guldarmbånd, min søster et Georg Jensen sølvarmbånd, min fars fætter og hans kone 6 fede tekrus, min fars kusine og hendes mand et smukt lille tinkrus, min gamle barnepige et tinsmykke med en lille glassten – tidstypiske ting, hvoraf jeg kun har ganske få tilbage i dag.
Efter konfirmationen begyndte jeg at tage til gudstjenester i Philips Kirke, når det var ”min” præst der forestod den. Ind imellem stod jeg tidligt op søndag morgen, spiste morgenmad og tog bus nr. 2 til Amager, hvor jeg stod af på Amager Brogade og gik ned ad Højdevej, hvor Philips Kirke tronede for enden. I øvrigt også en hvid kirke i landsbystil. Jeg kom gående ved 9.45 tiden, højtideligt og forventningsfuldt og med egen salmebog i tasken, og kiggede på alle de fortrinsvist mænd, der kom gående i badekåbe på vej til eller fra bageren efter morgenbrød og avis. Der var ikke just mange i kirken men dog nok til, at den ikke virkede gabende tom. Hvis Mogens Hansen ikke prædikede til højmessen men til eftermiddagsgudstjenesten kl. 17, troppede jeg trofast op til den. Så var der endnu færre, måske 6-8 stykker, og engang blev vi bænket helt oppe ved alterringen, dér hvor brudeparret normalt sidder ved et bryllup. Det gav en lidt mere intim stemning. Klokkeringningen forud for gudstjenesten gav mig et sug i maven, og jeg blev efterhånden lidt mere fortrolig med liturgien og kunne finde diverse tekster i salmebogen. Jeg rejste og satte mig, som man skulle, men opgav gradvist at lytte opmærksomt efter prædikenen, fordi jeg simpelthen ikke forstod meningen. Den forekom mig ikke spor moderne, hvilket skuffede mig, men jeg holdt det igennem nogle måneder trofast ud, fordi den store belønning ventede ved gudstjenestens slutning, hvor præsten stod ved udgangen og gav alle hånd. Jeg sørgede for at være blandt de sidste, så jeg kunne gøre mig håb om et ekstra varmt håndtryk og en lille venlig bemærkning.
Mine forældre respekterede min interesse, som de lod mig havde i fred, selvom de sikkert har spurgt sig selv, hvor længe den ville vare ved. De gik sågar med til at tage til midnatsgudstjeneste en nytårsnat kl. 24. Dér sad jeg med mine forældre og søster med alle sanser skærpet og måtte efterfølgende lide den tort at høre min far afsige en hård dom over præstens prædiken. ”Mage til tågesnak og abra ka dabra skal man da lede længe efter”. Jeg blev såret og ked af det, og oplevede det i situationen som en mangel på respekt både for præsten, kirken og mig – men jeg respekterede jo min far dybt for hans tålmodige og pædagogiske indføring i åndsvidenskaben, som jeg dybest set følte mig mest forankret i, så jeg lod hans ord trænge ind, og de skubbede mig lidt efter lidt til en frisættende erkendelse af, at det nok ikke var i Folkekirken jeg skulle forfølge mine åndelige interesser.
Præstens kone deltog ofte i gudstjenesten. En ung, lyshåret kvinde med en flot knold i nakken. Jeg kiggede på hende og tænkte på, hvem der passede de små børn der hjemme, som jeg havde set tumle rundt. Jeg forestillede mig deres liv sammen, som forekom mig at måtte være harmonisk og vidunderligt. Jeg ved ikke, om præsten kunne lægge to og to sammen, men efterhånden blev jeg mig pinligt bevidst, at mine åndelige interesser – som var ægte og desværre ikke blev fodret og næret af den folkekirkelige gudstjeneste – var blandet godt og grundigt op med en ungdommelig forelskelse i den unge præst. Så da 2. Real var overstået, og vi flyttede til Holte, og vejen til Philips Kirke derfor blev alt for lang en søndag morgen, og jeg startede i gymnasiet, hvor jeg mødte tiltrækkende fyre på min egen alder, fordampede min interesse for fortsatte pilgrimsture til Philips Kirke. Men når jeg kører forbi den i dag, hvor vi er flyttet til Amager og bor i nærheden, tænker jeg hver gang på de omtumlede år, hvor jeg havde min gang dér, og oplevede en berusende blanding af åndelige interesser og forelskelse. Stærkere kan det næsten ikke blive.
