Jo mindre man ved om et specifikt emne, jo klarere og mere entydige meninger har man ofte om det. Når man så dykker ned i det, forundres og forvirres man over, hvor bredt, nuanceret og vanskeligt at indhegne, det viser sig at være. Sådan har jeg det med emnet kvindelighed og feminin udstråling.
I vores egen danske kultur har der siden den moderne kvindefrigørelses storhedstid i 70’erne været en tendens til at rette et kritisk blik imod alt for tydelige feminine træk. Som om det trak noget fra kvindens selvstændighed og nyvundne frihed. Den stærke kvinde har siden dengang haft tendens til at klæde sig maskulint, neutralt og nedtonet. At fremhæve sine naturlige attributter i klædedragt, make-up, smykker og accessories blev nemt betragtet som umodent, billigt og uintellektuelt.
Ligestillingen mellem mænd og kvinder er støt og roligt fremadskridende. Mode, erhvervsvalg og familiestruktur er mere udflydende og eksperimenterende, og markante synspunkter om dette og hint kan lige så godt komme fra en mand som en fra en kvinde – i store, generelle træk. Den udvikling tror jeg ikke vil stoppe, og bør det heller ikke. Men selvom man kan mene, at ligestillingen stadig halter bagefter, og at fokus i dag faktisk også rettes mod at sikre, at det ikke bliver drengene, der kommer bagest i køen, så er den alligevel gået så hurtigt, at den ser ud til at have skabt en modstrøm. Udvikling tager tid, lang tid, og måske er respekten for kønnenes særpræg og kendetegn blevet undertrykt og nedtonet så meget, at de har fået en revival.
I hvert fald synes jeg, det er bemærkelsesværdigt, at femininiteten træder utroligt voldsomt frem i disse år – så voldsomt at det ligner en modreaktion – og at yngre mænd, der endnu ikke har fundet sig helt til rette i udfoldelsen af deres køn, udtrykker længsel efter at give den klassiske manderolle fuld gas. Men tilbage til kvinderne.
Det forskrækker mig lidt – også med vores 4 pigebørnebørn i tankerne – at der i dag uden videre gøres dybe indgreb i kroppen for at skabe større, bryster, fyldigere læber, glat hud og store billedflader med tatoveringer. Oveni påklistres enorme øjenvipper og negle der minder om klør. Utroligt at man kan ramme tasterne på noget som helst med sådanne negle. Det er ikke blot de unge piger og kvinder, der modigt og uvidende om måske senere fortrydelse eksperimenterer med kroppens udtryk. Det er også meget modne kvinder, der – lige så modigt og tankeløst – gennem endeløse ombygninger af den stadigt mere uperfekte og aldrende krop gør sig selv til forbilleder for de yngre generationer. I disse dage betragter jeg med forundring Helle Thornings kontrafej på EP-valgplakater, hvor hun med Christel Schaldemose en lille smule i forgrunden ikke desto mindre stjæler billedet med sit stive, glatte, udfyldte, ”perfekte” ansigt. Når en så, fra naturens side, klassisk smuk kvinde ombygger sig selv til ukendelighed, hvad er det så for et signal, hun sender, til knap få fordelagtigt udseende kvinder? Kvindelighedens udtryk er på en måde kommet ud af takt med sig selv.
Man læser og tolker sin egen kultur på én måde, og andre på en anden – og begge tolkninger er sikkert fulde af fordomme og mangel på nuancer. Men når jeg nu har begivet mig ud på denne farefulde sti, kan jeg lige så godt fortsætte.
AROS kører en fascinerende udstilling på aller sidste vers, der omhandler en lang række kvindelige, iranske kunstnere inden for digtning, sang, billedkunst m.v. Udstillingen er skabt af en kvindelig kunstner, der startede sin karriere inden for naturvidenskab men siden har overgivet sig fuldt ud til kunstneriske udtryksformer. Hun har sat sit eget liv på spil med sin kritik af det iranske styre og har måttet slå sig ned i England. Hun er dykket ned i sit hjemlands undertrykkelse af enhver form for kritik af styret, og hun fokuserer sin udstilling på kvinder, der med deres kunst satte sig til modværge mod den islamiske revolution tilbage i 70’erne.
Hver af disse kvinder portrætteres dels med et lille, farvestærkt maleri, skabt med originale tempera-teknikker, dels med en tekst, der fortæller om den kunstneriske retning, de har udtrykt deres kritik igennem. Flere af dem slap ikke fra deres modige udfoldelser med livet i behold, adskillige måtte flygte til udlandet, og enkelte har måttet lægge kraftige bånd på sig selv for at kunne forblive i hjemlandet.
Malerierne af disse kvinder er så smukke, appellerende, trodsige og udtryksfulde, at jeg blev suget ind i dem, overhalede min egen kulturs mere nedtonede kvindelige stiludtryk inden om og blev spontant betaget af den overrumplende kombination af deres utvetydigt feminine udstråling og den kamp på liv og død, de valgte at kaste sig ud i. De var ikke sarte, bly og ydmyge i deres kvindelighed – de var sig selv med hud og hår. Udstillingen gav inspiration til at trodse (mine egne) fordomme og stille op til kamp for det, man tror på, med et fast blik indrammet af markant make-up, store smykker om den farefuldt blottede hals, og en hævet pegefinger med rød lak på neglen.
Således rustet til kamp for kvindens ret til at stå ved sit køn, har jeg netop stiftet bekendtskab med den længselsfulde fado-sang på en rejse til Portugal. ”Koncerten” indledtes med klassisk portugisisk folkemusik med rytmer og klange, som man naturligt faldt ind i med vippende ben og fødder. Som al folkemusik kan det dog blive lidt ensformigt efter et stykke tid, og meget passende trådte der ud af gruppens midte en fado sanger, der i lighed med de iranske kunstnere stod fuldt og helt ved både sin alder og kvindelighed. Jeg forstår ikke portugisisk, så min opmærksomhed blev ikke trukket ind i et forsøg på at forstå teksten, som vist altid er sørgmodig og længselsfuld. Jeg kunne koncentrere mig om hendes kropslige udtryk under sangen. Hun var i 50’erne, fyldig, havde afbleget halvlangt hår, kraftig make-up, store smykker, tætsiddende sort kjole og et klassisk sort sjal, som hun snoede om sine arme og fingre, mens hun sang. Hun bevægede sig rundt i lokalet med en vuggende, æggende attitude og udstrålede på enhver måde, at hun hvilede i sin krop og var stolt af sin kunst. Take that! Væk med alle fordomme og synspunkter om passende, alderssvarende påklædning og opførsel.
Inspirerende og tankevækkende oplevelser, der har gjort det endnu sværere for mig at indkredse, hvad jeg forstår ved kvindelighed. Den har så mange ansigter.
