Et spørgsmål med undertoner
Dette spørgsmål er jeg blevet stillet ganske mange gange, efter jeg holdt op med at arbejde og gik på pension for to et halvt år siden, den 1. maj 2021. Jeg er begavet med en venne- og omgangskreds af intelligente, flittige, intellektuelle, jævnaldrende mennesker. Enkelte af dem arbejder endnu på fuld tid, flere er stadig delvist beskæftiget, og nogle er gået ”rigtigt” på pension som jeg.
Bag deres venlige spørgsmål ligger der ikke en bekymring for, om jeg mon går og keder mig og fortryder, at jeg er gået på pension. De kender mig som et aktivt, ambitiøst og effektivt menneske, så de er næppe i tvivl om, at min dag er fyldt med diverse selvvalgte, meningsfulde aktiviteter. Hvad er det så, de spørger om? Jeg tror, de spørger om, hvordan det egentlig er at gå på pension og få revet hele sit hidtidige hverdagsliv væk under sig, for hvem er man så, og hvad er der tilbage til at give livsfylde og meningsfuldhed?
Det er en meget stor livsforandring at lægge sit krævende og identitetsgivende arbejdsliv bag sig og kaste sig ud i en helt ny tilværelse, som man selv har ansvar for at designe og give mening. Det kræver en slags mod, og jeg har en meget klar, både banal og filosofisk, oplevelse med mig, som sjovt nok gav mig tilliden til, at det skulle jeg nok finde ud af: Min mand havde i mange år i forskellige sammenhænge arbejdet sammen med nu afdøde Palle Simonsen. Han var et meget sødt, mildt og givende menneske, der ikke var blevet en hård, gusten nitte af mange års virke som politiker og minister. Da han var gået på pension, ringede min mand engang til ham for at få et godt råd i en eller anden sag. Palle tog telefonen og bad om, at de kunne snakke sammen lidt senere, for han stod lige og bagte pebernødder. Det svar gjorde det én gang for alle af med myten om, at den ægte intellektuelle selvfølgelig aldrig går på pension men for enhver pris forlænger sit arbejdsliv langt ind i pensionisttilværelsen for ikke at møde ”det virkelige liv” men kan forblive i de højere sfærer af helt særlig betydningsfuldhed.
Den første tids abstinenser
Man skal igennem en overgang, inden den nye tilværelse tager form.
Den aller første tid kan der melde sig en slags abstinenser. I årevis havde jeg mange gange om dagen checket min mail, fordi der ganske simpelt ofte var bid, og det var rart at holde sig à jour og løbende høvle de opgaver af, som ikke krævede mere end et hurtigt svar. Det har ikke generet mig, måske snarere næret min følelse af at være på, at være vigtig og inde i beslutningsstrømmen. Jeg havde ikke gjort mig klart, at mailstrømmen ville stoppe brat, den dag jeg holdt op med at arbejde. En enkelt sød mail på falderebet til pensionen fra et par kolleger dumpede ind de første par dage, men så holdt det fuldstændigt op. Jeg tror, jeg havde forstillet mig, at nogen måske ville spørge mig om noget, bede om et godt råd, holde mig orienteret om et eller andet – men nej, der var fuldstændig radiotavshed. Jeg sagde til mig selv, at det jo kunne komme. Måske skal de lige sunde sig på, at jeg er holdt op, og så vil de måske vende tilbage og tage imod de tilbud om coaching og samtaler, jeg havde flaget med. Heller ikke telefonen ringede så ofte, hvis jeg ser bort fra den nære familie. Et ukendt nummer åbenbarede sig på displayet efter et par dage som nyslået pensionist, og jeg svarede entusiastisk og spændt imødekommende. Det var en venlig konsulent fra Ledernes Hovedorganisation, der ville høre, om et medlemskab var noget for mig som HR-direktør på DTU. Jeg måtte fortælle den glade sandhed, at jeg netop var gået på pension, hvorefter hun venligt ønskede mig et godt otium. Så blev der helt stille igen.
Vanen med og ønsket om at være på, at være professionelt vigtig og uomgængelig sidder i kroppen og hjernen, og klinger kun langsomt af. Samtidigt med at jeg var glad og lettet over ikke at skulle forholde mig til alt det, som jeg velovervejet havde lagt bag mig, var det nøgent og sårbart bare at være sig selv, ikke at være bærer af en rolle. Jeg følte mig forberedt på identitetsskiftet, men ikke på at min krop og min hjerne gjorde mærkelige og helt unødvendige ting helt på egen hånd, bare fordi de havde vænnet sig til det, og fordi mine følelser endnu ikke helt havde forstået, at jeg var ude af den gamle cirkulation.
At checke ind i den nye hverdag
Jeg gik på pension med et ret klart billede af, hvilke aktiviteter jeg gerne ville fylde min nye hverdag med. Et par håndfulde af de klassiske: motion, yoga, børnebørn, familiens gamle, kultur, litteratur, musik, håndarbejde, madlavning, rejser, veninder…..
Nu lå så hele den udslagne dag med en kalender, der var renset for arbejdsaftaler, og blot ventede på at blive fyldt med alle de nye aktiviteter. Hvordan strukturerer man det? Og behøver man strukturere så meget? Jeg opdagede til min store overraskelse, at de første 20% af min nyerhvervede frihed helt af sig selv beslaglagdes af en velsignet langsomhed, som er én af de aller største gevinster og vejen til at komme til stede i sit eget liv på en helt ny måde. Til at se, mærke, lytte, føle livet med nærvær og tid til refleksion. Det rummer en eksistentiel kvalitet, som i starten ikke altid opleves som saliggørende – måske ind imellem direkte angstprovokerende, fordi det er nyt og uopdaget land, som man ikke ved, hvordan man gebærder sig i.
De nye, planlagte og længe savnede aktiviteter falder til at begynde med lidt uorganiseret ind i kalenderen, og der går tid med at finde et system, en prioritering, en struktur, der passer med ambitions- og energiniveauet.
Jeg har det store privilegium at kunne brede armene ud over familiens fire generationer fra den yngste på halvandet til den ældste på 99 år, og hvis den tomme kalender skulle fremkalde uro og rådvildhed, er det en gave at få foræret en ordentlig bunke omsorgsopgaver, som modtagerne tager imod med aller største glæde og parathed. Samtidigt er det interessant at mærke sindets automatiske tiltrækning imod opgaver og aktiviteter, som rummer et element af noget, man gør for andre. Noget andre bliver glade for, har brug for eller kan drage nytte af. Min afdøde svigermor, der i mange år med glæde og livsfylde tog sig omsorgsfuldt og tålmodigt af en syg og krævende ægtemand, sagde engang, at ”man skal være glad, så længe man har nogen at pleje”. Et stærkt og selvopofrende udtryk for, at livets mening er at være til glæde og velsignelse for sin næste, og ikke at søge sin egen tilfredsstillelse.
”Det særlige” som vores forfængelighed søger efter
Alle mennesker søger efter det unikke i dem selv. Hvorved adskiller jeg mig fra andre? Hvor er det helt specielle, jeg i særlig grad kan bidrage med? Vi er ikke bevidst om, at vi på et givet tidspunkt uundgåeligt er forskellige fra alle andre individer, og at vi samtidigt er helt ens i den forstand, at vi vandrer bag efter hver andre på en evig udviklingsrejse, hvor vi alle kommer til at møde og gøre os erfaringer med de samme fænomener. Men lige nu har vi alle sammen et eller andet, der i særlig grad kendetegner os, og som vi er optaget af. For mit vedkommende er det mit skrivearbejde og mine studier af åndsvidenskab. Men det kunne være så meget andet.
Hurra – og tak – for det enkle
Min mor havde gjort den dyrebare erfaring, at man skal lære at holde af hverdagen, for den er der mest af. Hun supplerede med det gode råd, at hvis man er urolig eller ked af det, skulle man gå i gang med at pudse vinduer eller rydde op i en skuffe. Så får man igennem sit konkrete virke både udrettet noget og sat fornuftige dimensioner på bekymringerne. Den enkle livsvisdom har jeg bragt med mig ind i min nye tilværelse, hvor jeg glæder mig over hverdagen og dens utallige, små og store men altid meningsfulde opgaver og overraskelser.
Ovenstående remse: motion, yoga, børnebørn, familiens gamle, kultur, litteratur, musik, håndarbejde, madlavning, rejser, naturen, veninder….. … er derfor ikke bar en løst henkastet, afvæbnende, let undskyldende og ironiserende oplistning af mit nye liv. Det er dyb, glædesfuld alvor. Er der noget som at løbe en tur med vind i håret og overskud til at smile til dem, man passerer? Yoga på stuegulvet med tid til både afslapning og meditation. Hente børnebørnene tidligt fra vuggestue eller børnehave, nyde deres glade smil og oprakte arme og hygge med dem i deres tempo, indtil mor og far kommer hjem. Besøge min moster på 99 år og samtale med hende i det tempo, hendes gamle hjerne kan følge med til. Nyde kunstudstillinger, film og teater, lære nyt og have tid til refleksion, inden de næste oplevelseslag lægger sig oven på. Dykke ned i den litteratur der har stået på venteliste i årevis, læse en eftermiddag og en hel kande the væk. Lytte opmærksomt til musik som andet og mere end et lydtapet. Strikke varme og lækre uldting til børnebørnene og mig selv. På ny kaste sig over madlavning, nyde processen og dvæle ved resultatet. Forberede rejserne med min mand, så vi ikke dumper fortravlede og forvirrede ned midt i Paris men ved, hvad vi gerne vil opleve. Cykle og vandre i naturen med sanserne skærpet på dufte, dyr, lyde, planter. Se mine veninder og nyde fordybede samtaler om vores oplevelser, minder og livserfaringer.
Alt dette og meget mere, som vi har længtes efter i hele vores erhvervsaktive liv, rækker Vor Herre nu ganske gratis frem imod os – så manglede det bare, at vi ikke selv rækker ud og med tak tager imod det.
Når nogen derfor spørger mig, ”nå, hvad får du så tiden til at gå med?”, roder jeg mig ikke ud i de forventede svar om coaching, foredrag, konsulentopgaver eller bestyrelsesarbejde, men svarer modigt og i overensstemmelse med sandheden, at jeg passer mit hjem, min familie, min hverdag – og så hygger jeg mig med at skrive og studere åndsvidenskab ind imellem.
