Hårets symbolske betydning
At udtrykket ”en dårlig hårdag” overhovedet eksisterer, tyder på, at håret har en helt særlig betydning for vores selvbillede og velbefindende. Der findes utallige mytologiske beretninger og tydninger om hovedhårs betydning, og dem skal man sikkert trække på for til fulde at forstå, hvorfor hår også i dag tiltrækker sig så stor opmærksomhed.
I polerne af hovedhårs betydning finder vi i den ene ende det lange hår, der forbindes med kvindelighed, ungdom og mulighed for at ændre sit udtryk med en variation af frisurer. Det lange hår kan man gemme sig i. Det store, viltre lange hår, der næsten lever sit eget liv i et brus om hovedet, udtrykker også en særlig feminin kraftfuldhed, hvorimod det tynde, glatte hår, der lægger sig tæt til hovedbunden, mere fremmaner billedet af sårbarhed og manglende vildskab. I den anden ende finder vi det kortklippede hår, der traditionelt udtrykker selvstændighed, styrke og frivilligt afkald på klassisk kvindelighed. Man kan ikke skjule sig i det korte hår, der giver frit udsyn til ansigt og hals. Imellem disse to yderpoler finder vi en mangfoldighed af forskellige hårlængder, frisurer og udtryk.
Min barndomsdrøm om langt hår
Som lille pige havde jeg helt lyst, nærmest hvidt, hår, der var fint og glat i strukturen. Som jeg erindrer det, havde kvinderne i min mors generation ofte langt hår i barn- og ungdommen, som kunne krølles, flettes, og sættes op med diverse pynt. Det var udpræget et ungdomssymbol, der erstattedes af en mere voksen, kortere frisure, når man blev gift og skulle ud på arbejdsmarkedet – eller i hvert fald til man fik børn. I min egen barndom lå det aldrig i kortene, at jeg skulle have langt hår. Måske fordi det ikke egnede sig til det, men måske også fordi kortere hår var kommet på mode og blev anset for smart og praktisk – på en måde en frigørelse fra forne tiders upraktiske prinsesselook.
Problemet var bare, at jeg havde vildt meget lyst til at få langt hår. Det stod for mig som en drøm at kunne kaste med håret omkring skuldrene, tage det bag ørerne, mærke det hænge ned ad ryggen og sætte det op i flotte frisurer. Jeg tror, at Barbie dukken, med det unaturligt lange og bølgende hår, man ikke engang kunne sætte op, fordi det var alt for stift og stort, inspirerede mig.
Kvinder med langt hår
Min familie kendte et ældre gårdejerpar på Fyn, som vi besøgte et par gange om året. Konen (det ville man ikke have kaldt hende, hvis de havde været byboer! – Hvad hedder det så? ”Frue” passer ikke til en landmandskone, og ”kvinden” lyder for intimt) – anyway, hun havde gråt hår med lidt fald, der var løst samlet med en kam i nakken. Meget traditionelt og ærbart. I min facination af langt hår spekulerede jeg på, hvor langt hendes hår mon egentlig var, og da jeg en gang spurgte, viste hun mig med udspændt pege- og tommelfinger en længde på 10-15 centimeter. Hun slog det ikke ud for at vise mig det – det ville have overskredet en blufærdighedgrænse hos hende.
Min mor havde en fætter, hvis kone i selskabelige sammenhænge optrådte i smukkeste 50’er-agtige retrostil. Figursyede kjoler i lækre stoffer med rund hals og kort ærme, der gav plads til gedigne, brede hals- og armbånd af guld. Og håret… jeg dånede… Det var tydeligvis langt, men sat op i en høj, snirklet frisure med de flotteste similispænder til at pynte og holde det hele på plads, sikkert sammen med et utal af hårnåle og masser af lak. En frisure jeg bestemt tror, hun har fået sat hos en frisør om formiddagen. Jeg syntes, det var vildt flot, faktisk lidt à la Barbie.
Paryk af uldgarn
Min længsel efter at mærke hvordan det ville være at have langt hår, kaldte på min kreativitet. Jeg fandt ikke på at spørge mine forældre, om jeg måtte få en udklædningsparyk med langt hår. Måske oplevede jeg min længsel som meget privat og ikke egnet til at dele med andre. Min løsning blev at flette er pandebånd af uldgarn og binde en masse lange – meget lange – tråde fast på det, der skulle illudere hår, der faldt ned om mine skuldre og ryg. Det virkede ikke ret godt, for der skulle bruges langt flere lange tråde, end jeg havde garn og tålmodighed til, og uldtrådene lagde sig ikke glat på mit tøj men klistrede sig ligesom fast til det. Jeg tror ikke, at nogen så mig i den mundering, og jeg opgav hurtigt at videreudvikle designet, men jeg fik dog et anstrøg af en fornemmelse af, hvordan langt hår måtte føles – og det var dejligt.
Mine erfaringer med halvlangt hår
Jeg har siden, i flere omgange op igennem mit unge og voksne liv, haft halvlangt hår, der nåede skuldrene, men det var ligesom, det holdt op med at vokse, når det nåede en vis længde, det virkede ikke let og luftigt men lagde sig fladt oven på hovedet, som glat hår jo har det med at gøre. Jeg fornemmede ligesom, at en eller anden vilje modarbejdede min længsel efter langt hår. Hver gang jeg har lagt an til at klippe det kort, fordi det aldrig blev, som jeg drømte om, har jeg sat en tidsgrænse for mig selv: jeg beholder det halvlange hår indtil jul, og hvis jeg stadig har mest lyst til at klippe det kort, gør jeg det dér. Og sådan blev det – lokkerne faldt, og jeg har hver gang både nydt det korte, praktiske, friske hår og samtidigt besluttet, at nu vil jeg lade det vokse igen. Som om jeg aldrig kunne slippe drømmen.
Når man ønsker sig noget, man ikke kan få, kan man finde på at argumentere for, at det heller slet ikke er nogen god løsning. Jeg har mange gange hørt mig selv sige, at når man kommer til en vis alder, trækker det lange hår også ansigtsudtrykket nedad, og man ser unødigt ældre ud. Eller at man skal stå stolt ved sin alder og vælge en alderssvarende stil. Da jeg i midten af 40’erne var i gang med min terapeutuddannelse, gik jeg på hold med en rigtigt smart, smuk og charmerende kvinde i begyndelsen af 50’erne – med langt hår. Da jeg også overfor hende forsøgte mig med, at jeg så ældre ud med langt hår, sagde hun bare frisk ”sikke noget sludder, selv langt, gråt hår er da super smukt, hvis det er velplejet og velklippet, se bare på Gun Brit”. Så kunne jeg ikke finde på flere argumenter.
Nu klipper jeg det kort!
I sommer var mit hår, som mange gange før, efterhånden vokset til en længde, hvor jeg følte mig ukomfortabel ved at lade det hænge løst, også når det var helt nyvasket, luftigt og levende. Jeg satte det gerne op i en hestehale, der nemt blev uklædeligt stram, og jeg havde ikke tag på de smarte, løse, yndefulde opsætninger. Jeg kom altid til at se for skrabet og skrap ud. Mit hår er stadig lyst, i hvert fald så lyst at det nogenlunde kamuflerer de grå hår. Jeg har et skræmmebillede for mit indre blik af en slank og rank rygvendt kvinde med halvlangt lyst hår, der giver indtryk af at være i 20’erne, og som fremprovokerer at gisp af forskrækkelse og forargelse, når hun med et ryk vender sig om og afslører et 65- årigt ansigt. En kvinde der giver fanden i, hvad omgivelserne tænker – for det gør de, men måske i virkeligheden mest mig selv. Er det mig, der med et lyst- og spontanitetsundertrykkende blik fordømmer den kvinde, der gør, som hun har lyst til og blæser på, hvad andre mener er alderssvarende? Uden tvivl. Og jeg skammer mig.
Jeg havde længe forberedt mine børn og min mand på, at jeg agtede på ny at forsøge mig med en kort frisure. Min søn brød sig ikke om idéen – han kunne godt lide det lange hår. Sådan ét har hans smukke kone også. Min mand var heller ikke meget for idéen. Han så nok stadig den helt unge kvinde med halvlangt, lyst hår i mig og så ingen grund til at opdatere det billede. Det burde jeg jo blive rørt over, men samtidig så jeg det også som en modstand mod at se og erkende den alder, jeg faktisk har. Min datter syntes godt om projektet, men betingede sig bare, at det ikke blev for ”provinsagtigt”, og at jeg ikke måtte komme til at ligne en midaldrende sparekasseassistent. Fordommene har frit løb i vores familie, vil man måske mene.
Jeg selv var mest bange for at komme til at gå helt i ét med tapetet i det segment, min mand og jeg spøgefuldt kalder ”Louisianasegmentet”, ”Torsdagskoncertsegmentet” eller ”det pensionerede gymnasielærersegment”. You know what I mean, og det er helt åndssvagt, for vi er lige netop præcist i centrum af det segment. Vi ser dem alle de steder, vi selv søger hen som flittige kulturforbrugere. Derfor valgte jeg med stor omhu to forbilleder, som jeg gerne ville tage inspiration af: Friske, frække, evigt unge Meg Ryan med det korte, pjuskede hår – og smukke, aldrende, stilfulde Judy Dench, der med sit korte hår betoner sin myndige rolle som chef for MI6.
Frisøren fangede pointen og klippede en let, smart korthårsfrisure, som jeg straks befandt mig godt med, og som min mand med vantro kiggede på, da jeg stak hovedet ind i bilen for at blive kørt hjem. Hans mest rosende kommentar var, at ”det ser praktisk ud” – fulgt op af et ønske om, at jeg ville lade det gro ud igen.
Er det virkelig modigt?
Jeg har fået mange komplimenter for mit nye hår, men de er næste alle ledsaget af en anerkendelse af mit mod. Mit mod! Er det modigt at klippe håret kort? Når jeg ser mig omkring i gadebilledet, er det tydeligt, at det lange hår er på mode. Stort set alle unge piger og kvinder har langt hår i én eller anden variant. Det korte hår er simpelthen ikke på mode. Men er kommentaren om mod også et udtryk for forundring over, at man ganske frivilligt giver afkald på et symbolsk udtryk for kvindelighed og kraft?
Det er praktisk med kort hår, og det nyder jeg fortsat. Jeg har fået det studset en enkelt gang, og skal snart på den igen. Jeg afventer i spænding min mands kommentar om, at så går der jo endnu længere tid, før det bliver langt igen. Jeg tænker bare på alle de gange, jeg har foreslået ham at anlægge en tøjstil eller en frisure, der kræver konstant rank ryg, spændte mavemuskler, lettere klemte tæer eller styling med voks – intet kunne ligge ham fjernere end at iklæde sig noget, han føler er ukomfortabelt. Men er det ikke netop det, kvinder – med det kulturelt indpodede, alt for skarpe blik for andres syn på dem – har bøjet sig for i århundreder. Jeg spørger bare.
