Kære mormor
Selve ordet ”mormor” fører med sine to, blødt buede m’er og de to runde o’er tankerne hen på en trivelig, varm og kærlig kvinde – en rigtig mormor. For sådan så du, min elskede mormor, ud. Min søster og jeg havde et meget nært forhold til dig – og til vores morfar. Vi følte os elskede ud over alle grænser, og der var ubegrænset plads, opmærksomhed og tid til os. Derfor blev du for mig en model for en ”rigtig” mormor, ja faktisk for en bedstemor i det hele taget. Jeg tænker på dig næsten hver dag. Du stryger som en blid vind igennem mine tanker og bringer erindringer, følelser, dufte og stemninger med dig.
Du blev født i 1899 og døde 77 år gammel i 1976. Jeg oplevede både dig og morfar, der døde som 79-årig blot 3 måneder før dig, som gamle mennesker. Det vidnede især din krop om. Du var vokset op i en tid, hvor både ernæring, vaccinationer, hygiejne, motion og omhu med kroppens pleje var på et helt andet niveau end i dag. Du havde dårlig ryg, var alt for kraftig og derfor tungt og ret dårligt gående. Du havde gråt, næsten hvidt, vandonduleret hår, som du fik ordnet hos frisøren en gang om ugen. Det var vist standarden dengang, en hverdagsrutine som ikke eksisterer mere. Både du og morfar fik gebis længe før jeg blev født, så jeg har aldrig kendt jer med andet. Det så pænt og naturligt ud, men jeg kunne ikke lide, når I tog gebisset ud og lagde det i et glas vand om natten. Den sammenfaldne mund og det stive grin nede i glasset så fremmed og lidt uhyggeligt ud. Men når I tog tænderne i munden og smilede, var alt godt igen, og der var i det hele taget absolut ikke noget uhyggeligt ved jer, tværtimod. I var lutter tryghed, kærlighed og varme.
Du kom fra en gårdmandsfamilie med fem børn i Bakkebølle ved Vordingborg. Det var ikke nogen stor og indbringende bedrift, og gården eksisterer ikke mere. I din generation kunne man ikke påregne at leve længere end til engang op i 70’erne. Én af dine brødre emigrerede som 19-årig til USA og kom aldrig hjem igen. Du forærede mig engang et florlet silkelommetørklæde, som han havde sendt hjem til dig som gave. På en flødefarvet baggrund er der broderet et stort amerikansk flag, og lommetørklædet er kantet med en bred bort af græsgrøn silke. Jeg har det endnu, og når jeg forsigtigt folder det ud, gyser det i mig ved tanken om det mod og den sorg, der måtte være forbundet med at forlade sit hjemland og sin familie for at skabe sig et bedre liv langt, langt væk, uden nogen som helst sikkerhed for at ses igen.
Du var den i søskendeflokken, der levede længst – tværs hen over to verdenskrige og med direkte kurs mod det moderne velfærdssamfund. Et ubeskriveligt stort kvantespring, som ingen kunne have forestillet sig, da du var barn. Du rejste til København som ung og kom i lære i en viktualiehandel. Måske var det dér, du lærte morfar at kende, når han kom med post til butikken. I blev gift i Christianskirken på Christianshavn og flyttede ind i en ejendom på Funkiavej, en sidevej til Amager Brogade, dengang langt ude på Amager. Ejendommen var ny dengang. En stor karré med lejligheder i fire etager og en bred port ind til en stor gård med tørrestativer, skraldespande, nedgange til kældre og stejle køkkentrapper op til lejlighederne. Størstedelen af gården var udlagt som en stor græsplæne med flagstang i midten, rosenbede i kanten og et hegn der holdt enhver form for leg ude. Først i min barndom blev anlægget åbnet for beboerne.
Jeres første lejlighed var ret lille, og I havde endda din mor boende, indtil hun døde. Så flyttede I op i en hjørnelejlighed med tre et halvt værelse og en lille, solbeskinnet altan ud mod gården. Én af ejendommens allerbedste. Der var to sammenhængende, skyggefulde stuer mod gaden – en spisestue og en dagligstue – et soveværelse og et kammer mod gården, et køkken med gasvandvarmer på væggen hvori der blafrede en stor blå, hvæsende flamme, et toilet hvor der først i 60’erne blev etableret en håndbruser, og til at sammenbinde det hele en lang fordelingsgang. I min erindring var den mindst 15 meter lang, men det kan den næppe have været, måske højst det halve. Morfar var postbud, og du var hjemmegående, så I havde en meget beskeden økonomi, men alligevel nok til at betale husleje for sådan en skøn lejlighed på omkring 100 kvm. I dag er den sikkert udstykket som ejerlejlighed og koster mindst 5 millioner kroner.
Jeg har hørt mange historier om din ugifte og højt elskede søster, moster Ella, der var lærerinde på en kommuneskole i Nykøbing Falster. Hun levede sammen med Anna Heide, der drev en privatskole sammesteds. De dannede par og delte soveværelse, også når de besøgte jeres hjem i højtiderne, og det var først i en sen alder, at min mor reflekterede over karakteren af deres parforhold. Måske vidste alle det bare, men ingen talte om det. Moster Ella kunne se, at begge dine døtre, min mor og moster, havde evner til at tage en uddannelse, og den bekostede hun, ligesom hun bestemte, hvad de skulle uddannes til, nemlig lærerinder. Jeg tror, du var dybt taknemmelig for denne generøse håndsrækning, og jeg kan ikke forestille mig, at du har overvejet den mindste indvending eller forslag om, at det måske var en god idé at spørge dine døtre, hvad de havde lyst til.
Du var den varmeste og mest omsorgsfulde mormor og påtog dig rollen som det naturligste i verden. Jeg elskede at besøge dig og morfar, og det bedste var at få lov til at sove hos jer. Der var plads til os i kammeret, hvor morfar slog en harmonikaseng op ved siden af den smalle briks, der allerede stod der.
Der skete faktisk ikke så forfærdeligt meget, når vi besøgte jer, men hele stemningen var uendeligt tryg og hyggelig. Vi gik på indkøb på Amager Brogade, hentede persille og purløg med morfar i jeres lille kolonihave ovre på den anden side af vejen, indtil den i 70’erne blev nedlagt og grunden bebygget med ucharmerende beton. Vi spillede de få spil, I havde købt til os, og lagde ret kedelige og svære puslespil med Kong Christian den 10., Dronning Alexandrine og skoleskibet Danmark. De stammede fra mors og mosters barndom. Vi kiggede i gamle fotoalbums og legede med farvede jetoner, som I brugte, når I spillede kort med naboen eller et vennepar.
En helt særlig stemning bredte sig søndag ved middagstid, hvor du gik i køkkenet og forberedte søndagsfrokosten, som var et varmt måltid. Det var før emhættens opfindelse, så madlugt fra gaskomfuret og ovnen bredte sig hurtigt til hele lejligheden. Inde i stuen sad jeg ved siden af jeres gamle, kæmpestore radio med alle de forjættende navne på diverse radiokanaler i hele Europa. Der var skruet højt op for middagsradioavisen og den underholdende søndagsmusik. Der var altid dessert om søndagen, og piskning af flødeskum var morfars opgave, efter I havde købt en elektrisk håndpisker. Du var ellers ret skrap til at piske flødeskum med to gafler i en dyb tallerken, men nu var processen motoriseret, og så skulle der mandfolk til. Fløden blev hældt i en dyb plasticskål, der havde et smart låg med et lille hul i, som piskerisene kunne stikkes ned igennem, og som sikrede, at fløden ikke sprøjtede til alle sider – som den gør nu!
En gang om året tog I os med i Tivoli. Vi fik lov til at prøve forskellige forlystelser, hvortil man købte billet ved hver enkelt, og vi fik en is. Hvis der var appetit til mere supplerede du med medbragte æblebåde fra din kæmpe store, grå håndtaske. Is om munden blev håndfast fjernet med en et lommetørklæde, der blev fugtet fra springvandet i de store trækummer ved søen. En særlig elsket udflugt gik til lufthavnen, som vi kørte ud til med bus. Vi kiggede på dem, der skulle ud og flyve, noget der endnu lå langt ude i fremtiden for os. Dengang kunne man i hver ende af den store hal – der var kun én – gå op ad en trappe og hen ad en lang, bred panoramagang med udsigt over start- og landingsbaner og med uaflukket kig ned til folk, der havde checket ind. Der var døre ud til taget oven på fingrene, hvor man kunne gå helt ud til enden og vinke til dem, der gik ud til flyene. Jeg husker den ramme lugt af brændstof og den øresønderrivende larm, når flyene landende og lettede.
Du havde et godt og trænet tag på madlavning. Gode, danske retter uden så mange dikkedarer. Altid både hovedret og dessert, som traditionen for godt husmoderskab tilsagde. Stegning, bagning, kogning – alt foregik ved et gaskomfur med fire blus. Du lukkede ofte døren til køkkenet og åbnede et vindue mod gården, så den intense stegeos fra den tids klassiske retter ikke bredte sig til hele lejligheden med kunne slippe ud ad vinduet. Hvis der var virkelig røg i køkkenet, åbnede du døren til køkkentrappen, hvor man også kunne lugte de andre beboeres madlavning. Alle lavede tilsyneladende mad på samme tid. Man var ikke så individualistisk som i dag. Jeg erindrer ikke, at der nogen sinde blev købt brød hos bageren. Det skulle da lige være butterdejssnitter til oksekødssuppen, når der var gæster. Du var sparsommelig som en naturnødvendig del af hele din opvækst, og brød og kager bagte man selv.
Når du, eller mor, syntes, at tiden var inde til, at der i min søsters og mit barndomshjem i Grøndalsvænge blev serveret brunkål, kørvelsuppe, grønlangkål eller gule ærter – alle sammen retter som min søster jeg syntes var det væmmeligste, man kunne forstille sig – kom du på banen i vores køkken og degraderede vores mor til køkkenassistent. Du elskede det, og vi var faktisk også vilde med den intense, travle aktivitet i køkkenet og så frem til, at vi efter at have smagt de børneuvenlige, historiske retter, fik pandekager til dessert. Det hørte ligesom med.
Du troppede også trofast op hjemme hos os, når der skulle repareres tøj. Så sad du sammen med mor ved spisebordet og stoppede strømper, lagde op eller ned, ud eller ind, syede sømme der var gået i stykker, eller syede lapper på knæ eller albuer. Det kunne tage mange timer. Når du og morfar kom på de elskede besøg i Grøndalsvænge, tog jeg altid bestik af, om du tog din hat af – du gik med hat som alle kvinder gjorde dengang. Hvis du ikke tog den af, var det ensbetydende med et kort besøg, og det var jeg ked af.
Din sparsommelighed var parret med en snusfornuftig holdning til kvalitet. Du vidste, at det var dyrt at købe billigt, så ting, der skulle holde længe som sengetøj, håndklæder og duge var altid af gedigen, høj kvalitet. Aldrig overfladisk luksus – det anede du ikke, hvad var – men indkøb med sikker sans for ægte kvalitet. Du passede på dine ting, og de holdt faktisk hele livet. Både dine døtre, og sidenhen min søster og jeg, har arvet hvide duge og stofservietter, som simpelthen er uopslidelige, uanset hvor mange gange de har været igennem vask og rulning.
Du var meget dygtig til håndarbejde, og grundkompetencerne blev erhvervet, da dine døtre var små og af økonomiske grunde blev klædt i hjemmesyet og hjemmestrikket tøj. Senere udvidede du repertoiret med små kjoler og striktrøjer til os, dine børnebørn, og du imponerede os vildt med hjemmesyet, velsiddende tøj til vores Barbie-dukker. Især husker jeg to hvide frakker i babyfløjl med lange, smalle ærmer og henholdsvis lyseblåt og lyserødt foer. Selv de små, populære, stærkt gummilugtende trolde med viltert hår og helt umulig kropsfacon strikkede du tøj til. Sikke en mormor. Da børnetøj og dukketøj var passé kastede du dig over komplicerede broderier, og jeg kan se dig sidde i din armstol ved vinduet i spisestuen, hvor lyset var bedst, med en stor lup hvilende mod din fyldige barm, medens du koncentreret producerede stolebetræk, puder, klokkestrenge, bordløbere, julenisser m.v. Til min konfirmation i 1972 fik jeg 6 fine små broderede billeder af klassiske københavnerbygninger: Børsen, Mastekranen, Vor Frue Kirke ….. dem har jeg siden fået indrammet men haft svært ved at finde den rette placering for. Broderi gik af mode, men nu kommer de op på væggen i mit lille arbejdsværelse. De er så meget mormor.
Det hændte, at vi en søndag eftermiddag sammen med mor, moster og din niece Åse var på besøg hjemme hos jer på Funkiavej på Amager. Hvis vejret var godt, blev kaffen serveret halvvejs inde i soveværelset, halvvejs ude på altanen, som ikke var så stor. Et betagende billede har brændt sig ind på min nethinde: jeg står i døren ind til soveværelset, og I fire kvinder i pænt søndagstøj, med vandonduleret hår og hver med cigaretten højt hævet mellem to fingre, så I ikke fik røg i øjnene, sidder i modlys som silouetter og ligner filmstjerne fra Hollywood – så elegante og feminine. Cigaretrøgen kom kun lige ind i munden, før den blev pustet ud igen i lange faner. I nød tydeligvis ikke tobakken, kun det moderne look.
En særlig lyd hænger i mit øre fra den tidlige barndom: gårdsangerne der i ny og næ kom forbi Funkiavej, gik ind i gården og med harmonikaen som akkompagnement og gårdens fire længer i 4 etager som værn om akustikken sang diverse sømandsviser og andet, der gjaldede passende melodisk og iørefaldende. Jeg var skræmt ved synet og lyden af de kraftigt syngende mænd, men på tryg afstand oppe i lejligheden. Du forklarede, at de sang for at få penge, som de håbede, man ville kaste ned til dem. Det ville du ikke. Du mente, at sådan nogle kraftige og stærke mandfolk skulle se at få sig et arbejde i stedet, og hvis de var akut sultne kunne de få en madpakke, hvad de dog som regel afslog fornærmet. Du havde intet til overs for deres optræden. Det har siden præget mit syn på tiggere, der med eller uden optræden rækker hånden frem for at få penge. Jeg tænker intuitivt, at ingen behøver tigge i Danmark, og at man ikke stimulerer folk til at gøre bare den mindste indsats, hvis man lægger penge i den fremstrakte hånd. Det er et hårdt synspunkt, føler jeg selv…..
I det meste af dit liv var ferier noget, man for det første havde meget lidt af, og for det andet som regel holdt enten hjemme eller på besøg hos forældre eller familie, hvis de havde en gård, et hus eller noget andet udendørs og naturnært. I det hele taget var der ikke stor forskel på en husmors hverdag og ferie, især ikke hvis man holdt ferie i et primitivt hus med das, brønd, petroleumslamper, koldt vand og brændekomfur. Det kan lyde romantisk, men mest for dem, der kigger på – ikke for husmoren der blot skal passe det daglige arbejde med vask, madlavning, rengøring og hygiejne på en endnu mere besværlig måde, end der hjemme. I kendte et elskeligt gårdmandspar i Kogsbølle på Fyn, hvor mor og moster har holdt utallige ferier, som vi har hørt mange beretninger fra. Du og morfar blev der hjemme på Amager imens, og var bare glade for, at I kunne sende jeres døtre på lange ferier i sunde, landlige omgivelser.
Folkepensionen kom som en gave fra himlen for folk som dig og morfar. Efter et langt livs hårdt arbejde kunne I nu trække jer tilbage med en pension, I kunne leve af og en komfort og teknologisk udvikling, som gav jer en alderdom, I aldrig havde drømt om, og som I var meget taknemmelige for. Efter nutidens standarder, hvor bunden lægges med en solid arbejdsmarkedspension, der toppes op med folkepension, var det beskedent, hvad I havde at leve for, men dog nok til, at I oplevede at kunne tage på en bustur til Harzen med nogle venner og sågar en charterrejse til Rumænien – med fly. Derfra har jeg stadig en brevkniv i træ, hvorpå der er indbrændt ”Romania” med små, sorte bogstaver.
I 1976 døde både du og morfar med få måneders mellemrum. Jeg var 18 år, gik i 2. g, var optaget af min kæreste og oplevede i det hele taget denne tunge og triste periode igennem et ungdommeligt, umodent tågeslør. Og dog husker jeg følelsen af, at et stort og livsforandrende tab var under opsejling.
Du havde skrantet i din nedslidte krop i nogle måneder og blev mere og mere plaget af smerter og velsagtens også organer, der ikke længere fungerede ordentligt. Du var med din hverdagsautoritet, mentale fasthed og stolthed den bærende søjle i morfars liv. Det slog ham helt ud, at du blev syg – han blev faktisk så ulykkelig og magtesløs, at han pludselig døde af et hjertestop. Han havde ikke mod og kræfter til at følge dig til vejs ende.
Dit kropslige forfald var skræmmende og uvirkeligt at iagttage for en ung, vital 18-årig, og jeg husker din ordløse og lammende sorg over at være for syg til at deltage i morfars bisættelse. Det var første gang, jeg mistede et kært menneske, og jeg var helt uforberedt på, at ceremonien i Højdevangskirken ville slå mig helt omkuld og presse en konstant og voldsom gråd op i mig, som forhindrede mig i at synge med på salmerne. Du blev svagere og svagere, og fulgte snart efter morfar ind i den åndelige verden. Og så sad vi igen dér i Højdevangskirken, denne gang ved din kiste.
Jeg tænker på jer næsten hver eneste dag. Nu ikke længere med sorg, men med stor taknemmelighed over at have haft så enestående, kærlige og dejlige bedsteforældre, der med jeres sind og fortællinger bandt en længst svunden verden, der startede i slutningen af 1800-tallet, sammen med min barndom og ungdom i 60’erne og 70’erne.
Og så skal du lige have en sjov historie til sidst: Vi er ved at arrangere mosters, din ældste datters, 100-års fødselsdag den 12. maj! Den ville du have elsket at deltage i – ganske vist som 125-årig. Så gammel blev man under ingen omstændigheder i din generation. Det hører nok snarere mine børnebørns, dine tipoldebørns, generation til.
De kærligste hilsener, Charlotte
