Havde Vor Herre mon en dårlig dag, da han konstruerede alderdommen? No offence, jeg spørger bare, for det kan jo ske for selv den bedste
Vi kan godt regne med at blive gamle – men hvordan?
Mange mennesker bliver rigtigt gamle i dag – min svigermor blev 93, min far blev 96, min onkel 97, og min moster som stadig lever er 99 år. Min mor døde som 86-årig, og det er jo lige før, man synes, det er en alt for ung alder at checke ud i.
Det er først og fremmest et velfærdsløft af dimensioner, at gennemsnitslevealderen er steget til disse betydelige højder. De færreste gamle er i dag nedslidt af hårdt arbejde, dårlig kost og ringe sundhedspleje. Og med en fornuftig økonomi både på det individuelle og samfundsmæssige plan kan man leve et aktivt, berigende og meningsfuldt liv til langt op i årene. Men har medaljen også en bagside? Bliver vi medicinsk monitoreret i så høj grad, at kroppen nærmest ikke får lov til at ældes normalt? Er det sjovt at blive så gammel, når alle jævnaldrende forsvinder, og hjernen (vel nok det eneste organ vi endnu ikke kan booste medicinsk) begynder at sande til? Hvordan er det mon at føle, at man – trods familiens kærlige postulat om det modsatte – er en belastende opgave for sine efterhånden også aldrende børn? Har vi et godt, trygt og stimulerende boligtilbud til vores gamle, før de bliver så hjælpeløse, at en klassisk plejebolig er den eneste løsning? Hvordan er det mon i huj og hast at skulle beslutte sig for et tilbud om plejebolig og flytte til helt nye rammer med et beskedent udsnit af sine ejendele uden at føle, at man overhovedet har nået at være ordentligt med i processen?
Jeg har fulgt vores gamle i familien igennem mange år og tænker, at vi som borgere, pårørende og samfund har en kæmpe uløst opgave foran os af både økonomisk og etisk karakter. Mine oplevelser kaster også lys på mine egne erfaringer med kroppens forandringer, og tanker om hvad der venter forude. Det er glidende overgange, som ikke desto mindre pludselig nagler én til dybe, aktuelle refleksioner.
Min egen krops forandringer
For 15 år siden, da jeg var 50 år, begyndte jeg pludselig at føle, at jeg havde en væsentligt dårligere kondition end hidtil. Når jeg løb en tur, måtte jeg tage mange uvante pauser og hive efter vejret, jeg hostede hyppigt, og til min onkels 85-års fødselsdag holdt jeg tale med hæs og hvæsende stemme, og jeg kunne stort set ikke synge med på festsangene. Jeg gik til min læge, der på symptomerne hurtigt antog, at jeg havde astmatisk bronkitis – noget jeg aldrig havde skænket en tanke, og som ingen i min familie har. Jeg fik ordineret et inhallationspræparat med binyrebarkhormon, og efter kort tid ophørte symptomerne, og jeg var frisk til det hele igen. Da sygdommen havde ”lagt sig”, kunne jeg nedtrappe behandlingen, og nu er den kun sjældent nødvendig, og kun når jeg er forkølet. Men BUM! – pludselig fejlede jeg noget, og jeg skulle gøre plads til medicin midt imellem body lotion og eau de toilette, som ellers havde fyldt det hele i toiletskabet.
Til en lægekonsultation på nogenlunde samme tidspunkt, der handlede om noget andet og helt udramatisk, som jeg har glemt alt om, tog lægen mit blodtryk og meddelte, at det var moderat forhøjet, og det måtte det ikke være, så jeg skulle begynde en behandling med en lille dosis blodtrykssænkende medicin – noget jeg skulle påregne at tage resten af livet. Jeg gjorde selvfølgelig, som jeg fik besked på, men jeg var chokeret og så mig selv i et andet lys end hidtil. Forhøjet blodtryk! Det er da noget, man får som ældre, overvægtig, usund, ryger ….. jeg var ikke nogen af delene. Så skubbede jeg igen lidt rundt på tingene i toiletskabet.
Når man har forhøjet blodtryk, om end kun moderat hvad det stadig er, skal man have taget diverse laboratorieprøver en gang om året. Betryggende og generøst. Prøverne har i mange år været fine, men for et par år siden viste det sig pludselig, at mit stofskifte var lidt for lavt. Alders- og kønsmæssigt ikke overraskende fik jeg at vide. Jeg havde ingen af de klassiske symptomer som vægtstigning og træthed, men blev alligevel sat i behandling, så stofskiftet nu er i vatter. Jeg kan ikke mærke fysisk forskel, er selvfølgelig glad for at få tilbudt behandling, men det var endnu et psykisk skub mod erkendelse ikke bare af kroppens forandringer, men også den idelige indsats for at holde den i ungdommelig balance. Nu krævede det efterhånden en lidt større ommøblering i toiletskabet. Medicinen røg helt ud og ned i en fiks lille skål, så cremer, kosmetik og dufte igen kunne indtage deres synligt dominerende plads.
De årlige laboratorieprøver afslørede for et år siden, at mit kolesteroltal var en lille smule for højt. Jeg motionerer og lever ret sundt, så jeg kunne nok ikke påregne at sænke det ved at ændre livsstil. Lægen anså ikke medicin for absolut nødvendigt, mente at vi godt kunne se tiden lidt an og sagde, at det jo også kom an på, hvordan jeg selv så på medicinsk behandling – en ret vag rådgivning. Jeg var efterhånden forberedt på lidt af hvert i forhold til min krops forandringer, så jeg skar igennem og spurgte ham, hvad han ville rådgive sin kone til, hvis det var hende. At tage medicin, svarede han. Fint, så gør jeg det, var min reaktion. Den lille keramikskål i badeværelset kunne godt rumme en ekstra plade tryk-ud piller.
Nu ligger der tre slags, som jeg skal huske at tage – noget om morgenen, noget om aftenen, noget før maden, noget sammen med maden – og så er der lige en vitaminpille og nogle kapsler med mælkesyrebakterier, som vist også er anbefalelsesværdigt. Jeg er endnu ikke kommet til medicindispenseren, hvor dagene er opdelt i piller til morgen, middag, aften og nat, men jeg skal holde tungen lige i munden, så hvem ved, hvornår det bliver aktuelt.
Da jeg en dag fortalte min søster om denne pilleparade, sagde hun rapt, at nu var jeg én af dem, der godt kunne påregne at blive 100 år, godt hjulpet af kemi, som til stadighed vil blive kalibreret og tilføjet nyt. Lige nu siger jeg i taknemmelighed bare tak for, at nogen kerer sig om at holde mig fit for life så længe som muligt, men der kommer måske en dag, hvor jeg har mere lyst til at sige ”tak for kaffe”, som betyder nogenlunde det modsatte, fordi livet har svært ved at komme til en naturlig ende, når man efterhånden gradvist omdannes til en kemifabrik.
Når man bliver en omvandrende kemifabrik
De fire gamle i familien, som vi har taget afsked med, og den sidste der lever endnu, har oplevet at have kroppe, der blev ved og ved, langt ud over det tidspunkt, hvor de faktisk bare ønskede sig at få fred. Når kemien kører på sidstningen, og hjertet ikke længere kan boostes mere, begynder der at samle sig væske i benene, hænderne, lungerne mv. Heller ikke den vanddrivende medicin kan få væsken ud, og det hele begynder at føles ubehageligt, besværligt, smertefuldt og uværdigt. Til sidst begynder de indre organer at svigte, der kan opstå blødninger, og jeg er blevet ringet op af en ung kirurg, der ville høre, om de skulle genoplive en 96-årig, hvis hjertet gav op under en operation. Jeg sagde selvfølgelig nej, fordi jeg var overbevist om, at det ville være i overensstemmelse med den gamles eget ønske – men tænk at man overhovedet bliver spurgt.
Der er et andet perspektiv – men tør vi? Vil vi?
Vi håber vel alle, at vi stolte falder med et værdigt brag som skovens rankeste træstamme, eller sover stille ind i nattens løb, når vores tid er inde. Ingen af os ønsker nok at ende som en hårdtarbejdende, nedslidt kemifabrik, der for længst burde have været lukket. Men man tager jo ikke kalibrerende medicin fra folk, som de har fået i 30-40 år, for at give kroppen mulighed for at lukke ned stille og roligt. Vi kæmper desperat for at forlænge livet så meget som muligt, sikkert fordi de fleste af os tror, at den fysiske død er enden på alt, og at det derfor er kampen og ubehaget værd at klemme bare en lille smule mere ud af vores jordiske tilværelse. Hvis vi troede på et åndeligt liv efter døden og en fysisk tilbagevenden, når vi igen havde lyst til at inkarnere og fortsætte vores udvikling, hvor vi slap i forrige liv, ville vi ikke være så angste i vores livsforlængende bestræbelser. Men det er kosmisk galaksesnak for de fleste, og derfor må vi også gå andre veje skabe grundlag for den bedst mulige livsafslutning.
Så måske har Vor Herre slet ikke haft en dårlig dag, men derimod med fuldt overlæg lagt en række etiske, praktiske og politiske overvejelser på vores arbejdsbord: Lever vi et sundt, aktivt og kærligt liv, der gør det sandsynligt, at vi ældes med værdighed og slutteligt sover stille ind? Kan vi i vores kultur ikke leve med tanken om døden, som vi derfor kæmper med alle midler for at udskyde maksimalt? Skal vi prioritere vores samfundsøkonomi, så vi kan udvikle en boligform, der giver alle gamle mulighed for at leve trygt og sundt, socialt og fysisk aktivt, i god kontakt med alle generationer og med børn, der ikke slides ned af bekymring og hårdt arbejde for at skabe værdige rammer for de aller ældste?
Også på dette vigtige område mangler vi en modig samfundsdebat.
