Kære morfar
Nu sidder jeg her endelig, med Mozart på musikanlægget, udsigt over Øresund fra vores lejlighed på Amager, hvor du tilbragte størstedelen af dit liv, med en kop kaffe ved hånden og fuld fokus på dig, min elskede morfar – for at skrive et brev til dig om, hvordan jeg husker dig, og hvad du har betydet for mig.
Har du undret dig over, at jeg har skrevet breve til mor – din yngste datter – til mormor, din hustru gennem et langt liv, og til min farmor, før jeg nu omsider skriver til dig? Nej, det tror jeg ved nærmere eftertanke overhovedet ikke, du har undret dig over. Du var sådan et sødt, tolerant, mildt og kærligt væsen, der altid satte andres behov over dine egne, og stærke kvinder som de nævnte ville du altid uden undtagelse lade komme først i køen.
Men tag ikke fejl morfar, du har en stor, stor plads i mit hjerte og min erindring. Større end jeg formåede at fortælle dig, før du døde som 79-årig i 1976, da jeg var 18 år gammel.
Efter nutidens standarder, der efterhånden tillader mange af os at håbe på først at skulle forlade vores udslidte legeme, når vi er godt oppe i 90’erne, blev du jo ikke gammel. Da du døde, mistede jeg den første af de bedsteforældre, jeg havde kendt. Min farfar nåede jeg aldrig at møde. Men mormor og farmor levede stadig. Det var et chok at miste et højt elsket menneske. Det havde jeg aldrig prøvet før, og sorgen slog mig stærkere, end jeg havde forventet, selvom man som 18-årig er så meget i sit eget unge, umodne og selvoptagede liv, at man på en måde hurtigt er videre. Jeg oplevede ikke, at jeg havde mistet en alt for ung morfar. Jeg så dig faktisk som en gammel mand, formet af en ganske hård opvækst og krævende livsbetingelser.
Du er født i Næstved i 1896, i et århundrede hvis afslutning nu er kommet på mode som det moderne gennembrud og en turbulent overgang til et nyt århundrede, der skulle vise sig at blive ét af historiens mest voldsomme og banebrydende. Fantastiske teknologiske og medicinske fremskridt, velfærdssamfundets skabelse – det hele på ryggen af to verdenskrige med ufattelige tab og lidelser.
Nogle af mine første minder om dig, hvor du trådte stærkt frem i egen ret, stammer fra de gange, hvor du tog sporvognen fra Amager, hvor I boede, til Grøndalsvænge for at passe mig, når jeg var syg og ikke kunne komme i skole. Du tog enten Linie 2 fra Sundbyvester Plads til krydset mellem Sallingvej og Hulgårdsvej, og så gik du resten af vejen til Hyldebærvej 16. Eller du tog Linie 2 til Holmbladsgade, hvor du skiftede til Linie 13, der stoppede på Hillerødgade, lige ved Æblevej, og så var der kun få hundrede meter til Hyldebærvej. Du var en slank mand i god fysisk form, der kunne gå langt uden at blive træt, så det var nok mest, når mormor var med, at I valgte at skifte til Linie 13, for med hendes overvægt og dårlige ryg handlede det om at gå mindst muligt. I dag ville hun have fået Wegovy, fysioterapi og måske et længere liv uden smerter.
Mormor var jo en klassisk husmoder, så hun havde hjemlige sysler at tage vare på i jeres lejlighed om formiddagen, og så gik hun til frisør en gang om ugen og jævnligt til ”foddame” – og så har hun måske også nydt lidt tid alene, mens du tog tjansen med pasning af et sygt barnebarn. Havde hun været med, ville hun have sat scenen, og du ville have gjort, hvad du fik besked på. Nu var du det voksne ankerpunkt, og jeg kom tættere på dig og dine fortællinger, når der bare var os to.
Jeg bad dig ofte fortælle om dengang, du var barn, og jeg blev aldrig træt af at høre den utrolige historie om det lille enebarn, der tidligt mistede sin far, der var blevet blind efter en ulykke, hvor han havde fået en loftslem i hovedet, og hvis mor måtte arbejde hårdt som eneforsørger og derfor satte dig i pleje hos sine svigerforældre, din farmor og farfar. Alle var husmænd i meget beskedne kår. Jeg fik indtryk af, at de var rare mennesker, men fattige og uden blik for og økonomi til, at du kunne gå længere i skole end de obligatoriske 7 år. Du var godt begavet og kunne have lært meget mere. Men de sendte dig ud og tjene på en gård som 14-årig efter endt skolegang. Du var ”dreng” nederst i hierakiet og sov i et uopvarmet karlekammer med en klam, tonstung dyne over dig. Du har sikkert sovet i samme kammer som en anden, ældre karl. Du beskrev nøgternt og uden dramatik, hvordan I spiste af same grødfad og efter måltidet tørrede træsleven af i bukserne og hængte den op i en vindueshaspe til næste måltid. Ved festlige lejligheder kom du i besiddelse af en 2-øre, som man kunne købe et stort stykke wienerbrød for. Eller måske var det simpelthen noget bagværk med hvidt hvedemel, for du kaldte altid siden rugbrød for brød, og franskbrød for kage. Jeg hørte dig aldrig fortælle om, at du blev mobbet og ydmyget som yngste ”dreng”, og jeg gætter på, at det skyldtes dit umådeligt milde sind, som har lagt en beskyttende aura omkring dig. Ingen har simpelthen nænnet at gøre dig fortræd, ligesom du aldrig nogen sinde har gjort andre fortræd. Din opvækst afveg ikke fra andres i samme situation, og derfor lå det dig fjernt at dramatisere eller heorisere den. Dette var, hvad du fortalte, og du har sikkert tænkt, at så var der ikke så meget mere at sige. Men jeg ville gerne høre det igen og igen.
Det var en del af din pasningsopgave at lave frokost til mig, hvis jeg ellers var frisk nok til at spise noget, og du spurgte mig altid, hvad jeg havde lyst til at spise. Jeg erindrer, at jeg ofte bad om en spegepølsemad, men rugbrød med fedt for sig og en ekstra tyk skive spegepølse for sig. Det var datidens røde, salte salami, der smittede af på mellemlægspapiret, når man fik det med i madpakken. Jeg vidste, at hvis mor havde været hjemme, eller mormor havde været med, ville jeg ikke have fået sådan en aparte frokost.
Da du havde tjent som ”dreng” og karl i nogle år, og var kommet i en alder, hvor du selv kunne bestemme, hvad næste skridt skulle være, valgte du at tage til København og søge en stilling som postbud, og det blev din levevej, indtil du gik på pension som 67-årig. Du havde ingen uddannelse og fik det heller aldrig. Det var livets skole, der dannede dig, og med din begavelse, flid og nysgerrighed, blev du i årenes løb en klog og erfaren mand. Dine læsefærdigheder var helt i top, men jeg har aldrig set dig læse en bog. Det var ikke en del af dit liv og din dannelse. Derimod var du en meget flittig avislæser. Din ældste datter, min moster, blev gift med en mand, der i årenes løb avancerede til direktør på Berlingske Tidende, og han har måske skaffet jer et billigt abonnement på avisen, eller du valgte dén for at være loyal overfor din svigersøn. I hvert fald blev det dit hoforgan, selvom jeg tror, at du politisk ville have været mere hjemme i Socialdemokraten, Aktuelt eller Politiken. Du brugte mange timer på at læse avis, du hentede den gerne i en kiosk på Sundbyvester Plads ved 22-tiden, og du vidste, hvad der rørte sig i samfundet og verden. Jeg tror, du var Socialdemokrat hele livet.
Din karriere som postbud blev succesfuld, og du var først og fremmest glad og taknemmelig for dit arbejde. Du fik uniform til både sommer og vinter: sorte bukser, rød jakke og kasket med flot emblem. Det hele blev løbende udskiftet i takt med slid. Og så havde du en gul postcykel med kraftigt stel, så den store posttaske kunne monteres på styret. Da jeg for et par år siden ryddede op i fars kælder efter hans bortgang, fandt jeg en plasticpose med din sidste postkasket, der så helt ny ud, så den havde du ikke nået at slide op. Den fik mine to drengebørnebørn – dine tipoldebørn – at lege med. Det tror jeg, du ville havde syntes, var rigtig morsomt. Når min søster og jeg sov hos jer, før vi kom i skole, så vi frem til et hyggeligt morgenritual, når du i fuldt ornat skulle på arbejde. Så gik du ned ad køkkentrappen til kælderen, hvor din cykel stod, fik den op i gården og kørte i en elegant bue gennem porten ud på Funkiavej. Mormor, min søster og jeg stod i det åbne stuevindue og så dig kigge godt efter trafikken på Amager Brogade – du var en forsigtig mand, der ikke tog chancer – inden du krydsede kørebanen og svingede til venstre ind imod byen. Så løftede mormor og vi armene og vinkede til dig, og du vinkede tilbage uden at miste balancen.
Du kørte med post i Indre By og i Amagers tætte bykvarterer. Du havde logisk sans og klæbehjerne og lærte hurtigt beliggenhed og navne på alle byens gader, veje, stræder og gyder at kende. Det var selvfølgelig nødvendigt for at udføre dit arbejde, men jeg tror også, at du syntes, det var sjovt. Jeg ser for mig, at du havde et indre system, som du ordnede alle disse detaljer efter. Det gjaldt også modtagerne af post, som både var virksomheder og private. Du lærte dem at kende. Jeg husker mor og moster fortælle om deres frygt for, at der skulle ske dig noget, da du under krigen gik med post i bl.a. Dagmarhus og Shell-huset. Ind imellem kom du hjem fra arbejde med lommen fuld af cigarer eller cerutter, og var blevet beværtet med kaffe og kage (alkohol kom aldrig på tale i arbejdstiden), fordi det var den tid på måneden, hvor løn, pension eller måske sågar en lotterigevinst blev udbetalt, og da det var postbudet, der kom med det hele, var det ham, der blev takket.
Postvæsenet var en betroet og samfundskritisk funktion, og du var derfor ansat som tjenestemand. Da du gik på pension, fik du foræret et stort askebæger i Kongeligt Porcelæn og en stor, smukt lakeret trækasse med to lag cigarer og cerutter. Der var stil over afskeden med en tjenestemand, der med engageret omhu havde passet sit arbejde i henved 50 år – uden en eneste sygedag gætter jeg på. Du havde et godt helbred. Trækassen lever i øvrigt endnu – nu bruger jeg den som smykkeskrin.
Dine cigarer er et kapitel for sig. Du gik aldrig rundt med våd, slukket cigarstump mellem læberne, men du nød en cerut eller god cigar en gang om dagen, og da mormor også fik sig en cigaret til kaffen hver dag, må der have hængt en lugt af tobaksrøg i jeres lejlighed, men det husker jeg ikke, for det gjorde der i så mange hjem dengang. Og I luftede grundigt ud – mere end man husker at gøre i dag. Engang, da min søster og jeg skulle sove hos jer, ville jeg give dig et godnatknus og havde ikke taget mig i agt for cigaren i din mund, så jeg fik en glød i øjet og blev forskrækket, men ikke nær så meget som du. Du var ude af dig selv af frygt for mit øje og anger over, at din cigar havde været involveret i dette lille uheld, som heldigvis ingen følger fik.
Når du og mormor passede os, var spil en del af samværet – som altid mellem børnebørn og bedsteforældre. Det var meget begrænset, hvad I havde af legetøj. Det lå ligesom i luften, at vi måtte klare os med det, I havde, og det var i al sin enkelhed tre puslespil fra mors og mosters barndom: ét af Kong Christina den 10., ét af Dronning Alexandrine (de så begge to meget højtidelige, gamle og sure ud) og ét af Skoleskibet Dannebrog. De havde kedelige, støvede farver og var svære at lægge, så det var sjældent dem, vi gik i lag med. Men I havde købt et Memory-spil, som vi igennem mange år havde stor glæde af. Spisebordet blev ryddet for bordløber og frugtskål og dækket af en voksdug med et mønster i gullige farver og med store tern, og det var en smart hjælp til at huske brikkernes placering.
I spillede whist med ”naboens” og et andet vennepar i en nærliggende gade, så I havde indtil flere sæt spillekort, som kom frem, når vi spillede 500. Du var en rigtig ”gamer”, som tog spillet alvorligt og altid klarede dig godt takket være din eminente hukommelse. Ind imellem blev vi passet hos jer en aften, hvor I skulle spille kort med ”naboens”. I havde en på én gang naturlig, cool og kærlig holdning til os børnebørn. I aflyste ikke spilleaftenen med ”naboens”, men lod os bare være til stede med, hvad vi nu kunne finde på. ”Naboens” havde hverdagspænt tøj og hjemmesko på, for de skulle jo ikke på gaden, men bare ind ved siden af. Mormor serverede kaffe og lagkage, og så satte I jer til spillebordet, hvor de kulørte jetoner kom frem. Damerne fik en sodavand og herrerne en øl. Måske kedede min søster og jeg os lidt ind imellem og lagde os på gulvet i dagligstuen og legede et eller andet. Så kom du straks ind til os og bad os om ikke at ligge lige under den tunge broncelysekrone, for du havde en frygt for, at den kunne falde ned i hovedet på os. Det var sindbilledet på dig: omsorgsfuld og bekymret.
Din ydmyge opvækst og dit gode håndelag gjorde dig til en fantastisk handyman. Der har sikkert i ny og næ sneget sig en fagmand ind i jeres hjem for at ordne noget, som krævede et certifikat, f.eks. dengang i fik installeret en gasvandvarmer i køkkenet og i badeværelset. Men ellers klarede du alting selv. Det kom også far til gode i vores hus i Grøndalsvænge. Du kom jævnligt på besøg for at arbejde i haven eller hjælpe med diverse raparationer i huset. Til i den grovere ende hørte dit og fars daglange slid med at lægge beton ud i krybekælderen, fordi der havde indfundet sig rotter der nede. Jeg så dem aldrig, men forstod på jeres alvorlige miner og heftige slid, at det var en alvorlig sag. Du nød at arbejde i vores have, som du gerne havde udlagt til pryd- og nyttehave, men det var ikke fars stil – det skulle være praktisk og nemt at holde. Når far slog græs oksede han svedende rundt med den gamle slåmaskine. Anderledes tog det sig ud, når du kom og slog græs. Du sørgede for først at slibe og smøre plæneklipperen, så den gled ubesværet igennem græsset, og du gik roligt og jævnt rundt og slog plænen i lange, lige baner, som aftegnede sig smukt i det færdige resultat.
Igennem dit Københavner-liv havde du to forskellige kolonihaver, én mellem Tovelillevej og Amager Strandvej og én mellem Hyacintvej og Amagerbrogade. I den første var der plads til et lille skur med redskaber og en havestol, og fra dén have sørgede du igennem mange år for grønsager, frugt, krydderurter og afskårne blomster til jeres lille familie. Ikke mindst under krigen var det et uvurderligt tilskud til jeres husholdning. Om søndagen cyklede du rundt på det landlige Amager og samlede hestepærer og kokasser sammen i en trækasse på bagagebæreren, så der var gødning til afgrøderne. Du fik med din omhu og økonomiske sans enormt meget ud af det lille jordstykke, og på selv den mindste strimmel jord kunne man jo altid ”smide et brev asters”, som du sagde.
Jeg husker selv kun den sidste af jeres kolonihaver, som lå få hundrede meter fra jeres lejlighed på Funkiavej. Midt i madlavningen kunne mormor udbryde ”Åh Hans, gider du ikke lige hente noget persille”, og det gad du altid. Hvis jeg var der, smuttede jeg med og så mede egne øje, hvor meget der spirede, voksende og bød sig til på de få kvadratmeter. Allerede i min barndom måtte kolonihaven vige pladsen for den slags kedelige, kønsløse etagebebyggelser i armeret beton, der skød op som paddehatte i 60’erne og 70’erne, og endnu et stykke natur og kulturhistorie forsvandt som offer for storbyens ”moderne” udvikling.
Når vi overnattede hos jer, var det en fast rutine, at du pudsede vores sko. I køkkenet havde du en lille, lav kommode med tre skuffer, hvori du opbevarede dit skopudsegrej. Jeg tror, du nød den sirlige opgave med at smøre skocreme på, uden at det samtidigt kom på såler, snørebånd m.v., og du pudsede efter, så skoene blev rene, blanke og velplejede. Jeg har altid selv elsket at pudse sko og tror, jeg har arvet den passion fra dig. Jeg kunne jo se på dit ansigt, hvor meget du nød arbejdet. Du havde også en stor, tung jernlæst med ”fødder” i tre størrelser, og dertil hørende skarpe knive, så du selv kunne forsåle jeres fodtøj.
Selvom du altid udførte dine opgaver med rolige og omhyggelige bevægelser, skete det, at du skar dig eller fik en splint i fingeren. Mere alvorlige læssioner erindrer jeg ikke, at du blev udsat for, men det var også rigeligt for dig. Du var ret ømskindet og havde en lav smertetærskel, så når den første bloddråbe piblede frem, eller splinten stak i din finger, tog du varsomt om hele din arm og løftede den op foran dig for at mindske blodtabet og lette smerten, og så måtte mormor træde til og rense såret eller pille splinten ud, mens du ømmede dig og så den anden vej.
Mormor var ubestridt køkkenets herskerinde, og hun var en god kok. Hun var selv glad for mad og havde en betydelig kropslig volumen, så hun nød at frembringe både bagværk, hverdags- og gæstemad. Én ting stod du dog for: piskning af flødeskum med jeres nye elpisker. Jeg har tit set mormor piske flødeskum med to gafler i en dyb tallerken, men en skønne dag flottede I jer og købte en elpisker, og den blev dit domæne.
Mormor lavede mad med store armbevægelser, så køkkenet rodede en del både under og efter processen, og både din ordenssans og mormors rygsmerter tilsagde, at du klarede opvask og oprydning. Dengang var der ikke elstik i køkkenet, for der var simpelthen ikke brug for dem – lige indtil maskinerne gjorde deres indtog. Så piskning af flødeskum med den nye elpisker foregik i entréen, hvor der var et ledigt stik, hvis man slukkede for lampetterne på hver side af spejlet. Her stod du og piskede flødeskum i den tilhørende skål, der havde et smart plastiklåg med hul til piskerisene, så det hele ikke sprøjtede ud til alle sider.
Nogle gange om året tog du en tur med Sverigesbådene fra Havnegade til Malmø for at købe kaffe, cigaretter til mormor, marcipan, mandler og chokolade – bl.a. de nye, spændende Yankee Bar. Det var ikke en egentlig fornøjelsestur, men en indkøbstur, hvor man kunne spare mange penge ved at ulejlige sig til Sverige. Når vi spillede kort eller Memory, gik du hemmelighedsfuldt ind i soveværelset og dykkede ned i bunden af et skab, hvorfra du fremdrog en Yankee Bar. Den skar du i papirtynde skiver, så der var mindst 4-5 stykker til hver af os, og den fløjlsbløde blanding af karamel, nougat og mælkechokolade var fortryllende. Da jeg som stor pige første gang så en person, der krængede papiret af en hél Yankee Bar og gav sig til i eget selskab at tage store bidder af den, blev jeg chokeret over synet af det umådeholdne fråseri – som at spise kaviar med en træslev.
Da jeg var omkring 10 år, mente du, at nu var jeg stor nok til at få min første rigtige cykel. Du gik på jagt efter en brugt cykel i god stand, og så gav du den en ordentlig overhaling, så den fremstod – ikke som ny, for det kunne jeg godt se, at den ikke var – men rigtig fin og istandsat af dig, min elskede morfar. Den var rød, og det engang forkromede styr havde du skrabet rent og malet med en mat, sølvgrå farve, der kom så tæt på krom som muligt, og som ikke ville skalle af i store flager, der skar i fingrene. Og så havde du købt en helt ny skinnende cykelklokke. Jeg blev vildt glad for den.
Du var mild og hensynsfuld overfor alle, men især mormor drog du særlig omsorg for. Hun var slidt af et langt livs hårdt arbejde i hjemmet, havde skæv og dårlig ryg, der smertede konstant, og så havde hun mange kilo at bære rundt på. Du hjalp mormor med alt, så godt du kunne, og ikke mindst husker jeg, at du altid bar rundt på hendes enorme grå håndtaske, der var fyldt med alverdens ting, man kunne få brug for, og som derfor var ret tung.
I nåede i jeres alderdom at komme på nogle udlandsrejser, som oversteg, hvad du nogen sinde havde turdet drømme om. Den første var en busrejse med jeres kortspilvenner til Harzen. Så fulgte et par rejser med jeres ældste datter og svigersøn til Schweiz og Rom, og siden toppede I eventyrene op med en charterrejse på egen hånd til Rumænien. Jeg har stadig det fineste lille koralarmbånd fra Italien og en brevkniv i træ, hvorpå de med en varm nål er skrevet ”Romania”. Til jeres guldbryllup inviterede jeres døtre og svigersønner inkl. os to børnebørn jer til endnu et besøg i Harzen. Det tror jeg var den fuldendte lykke for jer, og jeg tror, at du med tanke på de yderst beskedne kår, du var rundet af, må have tænkt, at du lå i baronens seng.
Når vi sov hos jer en weekend, gik søndagsudflugten ikke sjældent til Sundby Kirkegård, hvor flere af familiens medlemmer, herunder din svigermor, lå begravet. Ikke dine egne familiemedlemmer, for dem var der ingen af. Du var så omsorgsfuld og omhyggelig med dét gravsted. Måske har din haveinteresse også spillet lidt ind. Det var kun sjældent, der blev plantet nyt, for du passede det bestående med en gartners påpasselighed, men påskeliljer, små tulipaner og julegrønt skulle der til. Du lugede, vandede og rev med kirkegårdens redskaber, og når vi gik hjem stod alt snorlige. Jeg husker duften af kirkegårdsgrønt og kunne egentlig ikke så godt lide at være der. Men jeg tror, du ville lære os, hvordan man passer en grav. Måske fik du til sidst nok af alle de kirkegårdsbesøg, eller også havde du en anelse om, at næste generation ikke ville udvise den samme interesse og omhu. I hvert fald kan jeg huske den dag, hvor du og mormor meddelte, at når I skulle herfra engang, så ville I gerne kremeres og lægges i jorden i et lille urnegravsted, der ikke kræver megen pasning, og som lå i nærheden af vores hjem – dengang i Søllerød – så det var nemt for os at kigge forbi engang imellem. Det er egentlig hjerteskærende at tænke på det hensyn og den forudseenhed, I her lagde for dagen.
Et forår brød mormors helbred sammen – og det samme gjorde du. Hendes kropsfunktioner nedsmeltede den ene efter den anden, og det stod efterhånden klart, at hun ikke ville blive rask. I var så tæt forbundne, og du var så ængstelig ved sygdom og skrøbelighed, at mormors tilstand sugede al livsglæde og energi ud af dig. En sommerdag i 1976, mens mormor lå på hospitalet, sov du ind, mens du lå i din seng. Mormor fulgte efter dig tre måneder senere, så I hurtigt blev genforenet i den åndelige verden. Der gik lidt tid, før jeg forstod, at du var gået bort for bestandigt. Når man mister som 18-årig, er man midt i sin umodne optagethed af kæreste og gymnasieliv, og det var først, da jeg sad ved din kiste i Højdevangskirken, at det for alvor gik op for mig, at nu var du væk. Det slog mig helt til jorden, og jeg følte for første gang i mit liv rigtig sorg. Den er nu erstattet af glæde og taknemmelighed over at have haft en så dejlig morfar med så lyst og føjeligt et sind.
Billede er taget af Loume Visser on Unsplash
