Da jeg var barn i 60’erne hørte det med til julen, at mine forældre en sen eftermiddag, hvor mørket begyndte at sænke sig, tog min søster og mig med ind til byen for at beundre julelysene, udsmykningen og den helt særlige stemning, der hvilede over alt. Ikke sjældent lå der faktisk også sne, hvilket højnede magien. Turen startede som regel på Rådhuspladsen, hvor vi lagde nakken tilbage og måbede over det enorme træ og undredes over, hvordan man dog havde fået sat lys og stjerne på det. Så sænkede vi blikket og kiggede betaget ind i den lille, oplyste hytte under træet, hvor to hyggelige nisser med mekaniske bevægelser spiste risengrød af et fælles fad. En bonsai-verden man kunne synke meditativt ind i. Bagefter gik vi over til den store jernkiste, hvori man indsamlede penge til Børnenes Kontor og smed nogle mønster i.
Jeg husker svagt Frederiksberggade, da der stadig kørte biler og sporvogne, og det var lidt af en farefuld og strabadserende slalomøvelse at komme fremad dér. Man blev holdt fast i armen af en voksen for ikke at blive væk i mylderet eller ryge ud på den stærkt trafikerede gade. Det var en stor lettelse og en markant nyskabelse og berigelse for byen, da den blev omdannet til gågade og omdøbt til Strøget i 1962. En slentretur ned igennem dén var turens næste fase. Alle butikker var julepyntede på den lidt gammeldags facon med nisser, guirlander og kugler. På et tidspunkt skabte de erhvervsdrivende og Københavns Kommune den nuværende, og efterhånden gamle, udsmykning hen over gaden med granguirlander, stjerner og de store, røde, lidt tykmavede, hyggelige julehjerter.
Næste stop var Amagertorv, hvor Daells Varehus havde det store hjørne, hvor den nu også hedengangne Café Norden siden etablerede sig i to etager. Her havde varehuset skabt et sandt, magisk juleunivers med sne, nisser, træer, tog, hytter etc. – hvoraf en stor del bevægede sig mekanisk. Der var sat en slags højt, bredt trappetrin op langs, og rundt om, hele hjørnet, så de mindre børn kunne nå op og se noget. Bagved kæmpede de større børn for på tæer at få et blik af herlighederne, ivrigt skubbet frem af emsige forældre og bedsteforældre. Dér kunne man stå og falde drømmende ind i sig selv ved dette fantastiske tableau, lige til en voksen meddelte, at nu skulle vi videre.
Juleudsmykningen i Illum og Magasin var det også obligatorisk lige at kaste et blik på, inden turen gik op med rulletrappen til legetøjsafdelingen i ét af de to stormagasiner for at besøge julemanden. En stor udklædt bamsefar af en julemand, med kæmpe skæg og dyb, rungende, lokkende røst. Jeg var rædselsslagen og skulle ikke nyde noget af at komme så tæt på, at han fandt på at invitere mig op på skødet og stille dumme spørgsmål. Mine forældre forstod ikke min angst for dette uhyre, men de undlod dog respektfuldt at pushe mig lige i favnen på ham.
Juleturen endte på Kongens Nytorv, der dog i min erindring ikke udmærkede sig ved nogen specielt spektakulær udsmykning. Jeg husker den som en lidt mørk, stram og fornem plads, langt fra alt det levende og sjove. Så tog vi hjem, mætte af salige indtryk, trætte i benene og sultne, men dengang fandtes der ikke caféer og streetfood, så sulten måtte stilles der hjemme.
Op igennem de følgende årtier, da jeg var ung, blev voksen og selv fik børn, gennemgik København gradvist en forrygende udvikling, og på julefronten gik den helt amok og blev et sandt eldorado af udsmykning, begivenheder, koncerter, julemarkeder etc. på et højt niveau, der både var en gave til københavnerne og en reason to go for udenlandske turister. Vores børn husker ”jul i København” som noget meget spændende og hyggeligt i 90’erne og 00’erne.
Men der er sket et eller andet. Det er som om, juleudsmykningen og viljen, evnen, økonomien, incitamentet til at skabe den magiske jul har tabt pusten. Og måske har vi også selv, både voksne og børn, i tidens strøm tabt pusten lidt.
For et par uger siden var jeg på juleslentretur med mit ældste barnebarn på 12 år. En helt vidunderlig ung pige, som er vild med magi og oplevelser, men tager dét, hun får præsenteret, ind med sund, kritisk sans – og med betydeligt flere oplevelser i rygsækken end jeg havde som 12-årig. Hun syntes bestemt, at juletræet på Rådhuspladsen var ”pænt”, noterede sig derefter ikke særligt den sparsomme og nedtonede juleudsmykning i butikkerne på Strøget, mens vi satte kursen mod julemarkederne ved Thorvaldsens Museum og Amagertorv, som hun godt kunne tænke sig at se. Hun bemærkede hurtigt, at boderne, der var ens på begge markeder, ikke var små og hyggelige men kæmpestore skrumler, der mestendels solgte rigtigt dyre churros, miniæbleskiver, vafler, og gløgg. Der var ingen hyggelige boder med småting, man kunne købe med hjem til pynt eller gaver – der var mere tale om store butikker med fremmedartede, importerede træ- og glasvarer, huer og vanter i tvivlsom kvalitet – alt til klækkelige priser. Mit barnebarn var prisbevidst på mine vegne og skulle nærmest tvinges til at tage imod 10 små bitte æbleskiver til 60 kroner, hvilket ville svare til 20 kroner for én æbleskive i almindelig størrelse. De blev solgt af en uengageret mand, der tydeligvis ikke var vokset op med dansk jul, og som talte i mobiltelefon, mens han ekspederede os. Så havde hun fået julebytur nok for denne gang, og vi søgte ned i metroen og kørte hjem. Hun var ikke imponeret.
”Det kan ikke være rigtigt”, tænkte jeg, og gav ”jul i København” endnu en chance nogle dage senere, denne gang sammen med min mand. Men det var rigtigt. Vi indtog Kongens Nytorv i mørkningen og troede ikke vores egne sanser. Ihukommende de senere års smukke belysning af de små træer omkring Krinsen, julemarkedet hele vejen rundt, og de belyste og udsmykkede palæer (nogle af dem i hvert fald) rundt om pladsen, var det sørgeligt og det rene drab på magien nu at se en kæmpe skøjtebane omgivet af et robust rækværk i træ, tykke kabler her og dér, containere og trådindhegnede områder med ”teknik” – det hele med den nøgne, brutale ryg vendt ud imod pladsens yderside og dermed imod alle de københavnere og turister, der ikke skulle stå på skøjter, men derimod nyde julestemningen. Det var bare så ubegribeligt grimt et syn.
Vi kiggede taknemmeligt op på den stadigt fuldendt smukke udsmykning af både Magasin og Hotel d’Angleterre – to virksomheder der vedkender sig deres ansvar som betydelige, københavnske institutioner, der gerne giver tilbage til den by, de lever af. Hvor er lysene på de små træer? Hvor er den stille, stemningssættende julemusik? Hvor er de juletræer, der kunne dække al den grimme teknik? Hvor er de granguirlander med lys, der kunne pynte rækværket i træ rundt om skøjtebanen? Hvor er det hyggelige julemarked, der stadig er masser af plads til, som kunne drives af byen og dens bedste udbud (Magasin, Illums Bolighus, Royal Copenhagen, Lagkagehuset, kunsthåndværkere indenfor alle genrer…..). Ikke engang rytterstatuen af Christian den 5. på midten af pladsen var belyst. Den så direkte uhyggelig ud i mørket. Det er uambitiøst og flovt, det man nu er vidne til. København kan så meget mere, det ved vi jo.
Så hvad er der sket? Vores børn og børnebørn, og uden tvivl også min egen generation, oplever og ser så meget fantastisk hele året igennem, både hjemme, ude og på diverse medier, at stemningen fra ”jul i den gamle købmandsgård” nok ikke længere har det store tag i os. Og der er selvfølgelig grænser for, hvor spektakulær og breathtaking en juleudsmykning, der er økonomi til at stable på benene. Og så kan man måske lige så godt lade være? Er det derfor?
Eller er det så trange tider for detailhandelen, der vånder sig under voksende nethandel, at den ikke længere kan se kommerciel mening i at give den gas i julen? Men hvor er så Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen, der burde tage handsken op og sammen med detailhandelen skabe den julemagi, som en storby med Københavns ambitioner skal kunne mestre?
Eller er julens sjæl og budskab om lys, kærlighed, gavmildhed og gæstfrihed blevet så integreret en del af vores generelle mindset, at vi faktisk fejrer jul i hjerte og adfærd hele året rundt, og derfor ikke behøver at mane den kunstigt frem med det store og dyre julehysteri? Gid det var så vel, men dér er vi vist ikke endnu. Tværtimod længes vi alle dybt i vores sjæl efter den mere permanente stemning af fred, smil og fordragelighed, som julen er et glimtvis forvarsel om. Vi har så meget brug for at kunne mærke den kerne af tiltro til fremtiden, som ligger latent i os, men den er endnu så usikker og flygtig, at den har brug for at bliver stimuleret af gode kræfter, der sammen med vores egen modtagelighed kan få den frem i lyset. Vi har helt bestemt stadig brug for julemagien.
Så med den dybeste respekt for dén – også meget dystre – kontekst omkring psykisk sygdom, Poul Nyrup Rasmussen henviser til, når han spørger ”Kan vi ikke gøre det en lille smule bedre?”, vil jeg tillade mig at genbruge spørgsmålet. Vi skal huske, at julen ikke er skabt som en kommerciel eller oplevelsesmæssig fidus – den er skabt for at bringe os i kontakt med kærligheden og samhørigheden mellem os alle. Bare gå ud under himlen julenat og mærk, hvordan magien vibrerer.
