Vores ægteskab var så problemfyldt og tungt, at jeg i lange perioder slet ikke tænkte på at få endnu et barn. Men et par konkrete situationer skubbede alligevel til trangen. En veninde sagde engang til mig, at ”en kvinde heler først, når hun har fået barn nummer to”. Måske er der noget om det. Man må prøve det igen, fordi det er så fuldstændigt opslugende, meningsfyldt og tilfredsstillende – og måske har man lyst til at tage endnu en tur, hvor det hele ikke er så ukendt og sårbart, og hvor man kan få mulighed for at gøre noget af det på en anden måde end første gang. Sidstnævnte var en stærk motivation for mig, fordi jeg havde følt mig domineret og ufri i de første faser af mit moderskab til min søn.
En sommer havde vi besøg i mine forældres sommerhus af min søns bedste ven fra børnehaven, hans forældre og lillebror. Vi sad i en klit på stranden og hyggede med børnene, da moderen løftede sin yngste søn på et halvt års tid kærligt op i armene og pludrede afslappet med ham. Stemningen imellem dem var så naturlig og fredfyldt, og jeg kan huske, at det jog igennem mig som en kraftig impuls, at lige netop den stemning ville jeg også gerne skabe ” fra grunden” i forhold til et lille barn.
Da min søn var 5 år, fik jeg på mit arbejde som fuldmægtig i Erhvervsministeriet som en særlig gunstbevilling tilbudt et barselsvikariat i Folketingets Sekretariat, som sekretær for Retsudvalget. Jeg havde rigeligt med udfordringer på hjemmefronten, men sådan et tilbud siger man ikke nej tak til, så de næste måneder tilbragte jeg i det helt specielle miljø, der hersker på Christiansborg. Jeg startede nogle uger før, hende jeg vikarierede for, gik på barsel, så ud over at lære opgaverne og det særegne arbejdsmiljø at kende, nåede jeg at komme i nærkontakt med en højgravid, og så var jeg hooked. Jeg vidste med intuitiv sikkerhed, at nu skulle jeg være gravid, og det uanset mit vanskelige ægteskab, som jeg ofte havde mest lyst til at bryde ud af. Men det anså jeg dengang for en umulighed og dermed ikke en hindring for at få et barn til.
Jeg blev hurtigt gravid og konstaterede graviditeten på en sommerferie i Mexico hos min eksmands forældre. Det var mit tredje og sidste familiebesøg i Mexico. Jeg talte ikke spansk, forstod kun en hel del, og min mexicanske familie talte stort set slet ikke engelsk, men forstod en anelse. Så kontakten var dårlig, jeg var utryg og fornemmede, at familien grundlæggende ikke forstod, hvorfor min eksmand havde valgt at forlade sit land, gifte sig med mig og bosætte sig i det for dem aldeles ukendte Danmark. Jeg var en tavs gåde for dem, og kontakten blev aldrig fri og hjertelig, bortset fra til min svigerinde, som talte en lille smule engelsk og intuitivt rakte ud efter mig. Det var jeg meget taknemmelig for. Men netop den sommer oplevede jeg også glæden ved at se min 5-årige søn lege engageret med sine fætre og kusiner på spansk, som han havde lært af sin far, mens jeg lagde hånden varsomt på min endnu ganske flade mave og frydede mig over den lille spire, der groede der inde.
Da vi kom hjem til Danmark, ringede jeg til min læge og sagde, at jeg var gravid og gerne ville have en konsultation. Sygeplejersken spurgte chokerende rutinemæssigt, om jeg ønskede at gennemføre graviditeten, hvortil jeg naturligvis svarede ja. Men det mindede mig om, at ønsket om abort nok ikke er en sjældenhed.
Jeg nød graviditeten i en stemning af væbnet, venlig, hjemlig neutralitet. Mit fokus var på mit kommende barn, min søns snarlige status som storebror og ikke mindst på, at jeg denne gang ville bade mit nyfødte barn i al den kærlighed, rummelighed og totale fravær af tanker om opdragelse på dette tidlige stadie, som jeg følte, at jeg havde været hæmmet i første gang. Denne gang skulle det foregå efter mit hoved, mine værdier, min dagsorden – og jeg kunne mærke en indre stålsathed, der nærmest på forhånd satte min eksmand helt ud af spillet. Min beslutsomt lykkelige laissez faire stemning medførte også, at jeg tog alt for meget på, og efter fødslen måtte pålægge mig selv en langvarig, streng slankekur.
Denne gang, i 1987/88, var der i modsætning til min første graviditet og fødsel i 1982, indført rutinemæssige scanninger i Danmark, dog blot en enkelt med henblik på konstatering af misdannelser, og heller ikke denne gang kunne man konstatere barnets køn. Havde min datter ligget anderledes, ville det muligvis havde kunnet lade sig gøre. Men det var heller ikke på nogen måde vigtigt for mig – jeg var ikke engang nysgerrig. Jeg gik til gratis fødselsforberedelse og fik at vide, at med 6 år mellem første og anden fødsel, var jeg at betragte som førstegangsfødende. Det blev jeg lidt skuffet over, for jeg anså i den grad mig selv for en stolt og erfaren andengangsfødende, men nok i en anden forstand end den, jordemoderen lagde til grund. Jeg blev sat nænsomt i gang efter at have gået næsten to uger over tiden. Lægen løsnede med en finger hinderne omkring fødselskanalen, og jeg var dårligt kommet hjem, før det havde kraftig effekt. Da vi selv vurderede, at der var cirka fem minutter mellem véerne, som var mangeårig standard for, hvornår man burde indfinde sig på fødegangen, tog vi afsted, uden at melde vores ankomst til Frederiksberg Hospitals nu nedlagte fødeafdeling på forhånd, som man skal i dag – og med risiko for at få at vide, at det er for tidligt at komme. Det var trygt at føle sig velkommen, når man selv følte, at man ikke havde lyst til at være der hjemme og på egen hånd længere. Jeg blev ramt af en vé i samme øjeblik, jeg steg ud af bilen og kan endnu mærke i kroppen, hvordan den frøs til total stivhed og smertefuld ubevægelighed i nogle sekunder, indtil grebet løsnedes og jeg kunne genoptage den bevægelse, jeg var i gang med. Da vi kom ind, og jeg blev lagt på briksen til undersøgelse, satte jordemoderen træstetoskopet til maven og sagde ”det lyder som et rigtigt pigehjerte”, hvad det jo også var. Om det slog langsomt eller hurtigt, erindrer jeg ikke. Hun sagde også, at jeg var to centimeter åben, og det er en besked, man som fødende ved indebærer ganske mange timers hårdt arbejde forude.
Der var en jordemoder hos mig stort set hele tiden, og der var tid nok til at kigge op på det slidte loft og den mangelfulde rengøring, der afslørede sig som en lang, sort, lodden spindelvævstråd lige over mit hoved. Jeg så på den med en vis humor og tænkte, at i denne skønne og trygge atmosfære er et sølle, støvet spindelvæv bare en hjemlig, hyggelig detalje i indretningen.
Da vores datter var født, ringede min eksmand straks til vores søn, der blev passet af min mine forældre, så han kunne gøre sig klar til at blive hentet af sin far om et øjeblik. Jeg lå stadig på fødestuen, da han kort efter kom ind for at se sin lillesøster, iført fint tøj efter eget valg, herunder en lyserød butterfly. At se min store dejlige søn på knap 6 år kigge ned i vuggen på sin nyfødte lillesøster og stikke en kærtegnende finger ned til hende, tænker jeg er et ikonisk lykkeligt billede for enhver nybagt forælder.
Der kom en bakke med flag, te og ristet brød ind på fødestuen, som jeg kiggede på med taknemmelighed, men som min krop i totalt oprør af lykke, smerte og hormoner ikke kunne tage ind – men det kunne mit hjerte. Tilbyder man den slags i dag? Efter syning og diverse check af både min datter og mig blev jeg opfordret til at gå på mine egne ben over på barselsgangen. Efter to skridt satte jeg mig svimmelt ned igen og sagde, at det kunne jeg bare ikke. ”Så må vi jo køre dig” sagde jordemoderen muntert, og så kom der en portør og fragtede mig over på barselsgangen. Det var som at køre i sejrskaret, i rent triumftog. Jeg var indlagt rutinemæssigt i vistnok fire dage, hvor jeg blev tilset af både fysioterapeut med træningsanvisninger og min jordemoder der ville høre om min oplevelse af fødslen. Så blev jeg udskrevet og hentet af min eksmand og kørt hjem.
Hvor ville jeg ønske, at fødende i dag fik den samme oplevelse, som jeg havde af mine to fødsler, den første i Paris, den anden i København. Respekt, tid og omsorg, både professionelt og menneskeligt. Det er en smertefuld, overvældende, livsforandrende oplevelse at føde, og man har brug for kyndige mennesker omkring sig til at guide og støtte. Og så er det indvielsen af nyt liv – man giver en gave til verden, til samfundet, og det er så stort og vidunderligt, når man føler, at netop det bliver respekteret og værdsat. Det symboliserer ikke mindst det lille flag på tebakken og den tid, jeg fik lov til at være indlagt begge gange. Mange siger kækt, at det ikke er en sygdom at være gravid og føde – det anerkender jeg fuldt ud, men har også altid ment, at det ligner lidt, og det kunne man måske godt fra samfundets side møde med en lille smule mere respekt og omsorg.
