Hvis man tager et kig på vielsesattesten (hvis man kan huske, hvor man har lagt den), eller tænker tilbage på den uformelle, måske næsten ordløse, aftale om blot at leve sammen, og tror, at her har vi det aftalegrundlag, som resten af vores samliv skal bygge på, så har man i bedste fald et meget spinkelt fundament for at afstemme holdninger og løse de konflikter, der uundgåeligt vil opstå undervejs. Derfor har vi opfundet ”den årlige genforhandling af kontrakten”, som jeg gerne vil slå et slag for.
Hver sommer sætter vi tid af til at gennemføre den årlige kontraktsforhandling – et meningsfuldt ritual vi har produktudviklet på gennem årene. Efter mange års ægteskab stod det klart for os, at vi – formentlig som alle andre par – igen og igen løb ind i bestemte typer af konflikter, værdisammenstød, divergerende forventninger til livet og hinanden m.v. Vi havde også nået en alder og et erfaringsniveau, hvor vi var helt afklarede med, at vi ikke ville lykkes med de store, gensidige forandringsprojekter i forhold til hinandens personlighed og præferencer. Men sådan en afklaring kan også føles som en resignation, hvor man står af på at bakse med forholdet, hvilket man aldrig skal gøre. Der skal være liv i kludene og energi til konflikter – ”hvor der kiv, er der liv”, som bekendt.
Vores forhold er stærkt og baseret på en stor og dyb kærlighed og forbundethed, også selvom vi ind imellem ikke rammer skiven, når vi skyder os ind på hinanden. Vores forhold hviler på en tyk skive, groft fuldkornsrugbrød med et næringsindhold, vi nødig vil undvære. Derfor fik vi også efterhånden modet til at gå tættere på de uundgåelige konflikter og divergenser, kigge nøje på dem, træde ind i dem, føle på dem, snakke om dem, undersøge dem nærmere for at blive klogere dem os selv, hinanden og vores forhold.
Vi har defineret en række temaer, som vi snakker ud fra. P.t. er det følgende: Parforholdet, det erotiske samliv, kost, motion, familie, venner, arbejde, økonomi og oplevelser. Der kan komme nye til, og vi kan finde på at slå nogle samme og underopdele andre. Vi er på jagt efter at indkredse netop de temaer, som betyder mest i hverdagen, som vi føler giver os de største konflikter, og hvor en dybdeborende undersøgelse og forventningsafstemning derfor er vigtig. Der er masser af emner i hverdagen, som ikke volder de store problemer, og som bare klares løbende undervejs, så dem ophøjer vi ikke til temaer for den årlige kontraktsforhandling.
Forhandlingerne starter med, at vi hver især læser det foregående års kontrakt igennem og gør os individuelle tanker om, hvor vi kunne tænke os ændringer. Det giver vi hinanden god tid til, så vi får mulighed for at gå ind i forhandlingerne på et gennemtænkt grundlag.
Forhandlingerne, som i bund og grund er en undersøgende, ærlig og dybdeborende samtale, strækker sig over flere dage, men ikke hele sommeren, og gerne nogle dage i træk, så vi holder momentum og fokus. Som regel starter vi med ”ét af de nemme”, så vi løber snakken i gang. Vi skriver vores konklusioner ned, fordi det skaber en yderligere afklaring, når vi sammen skal finde de ord, der præcist dækker det, vi har snakket om. Under hvert tema har vi som regel 8-10 konklusioner. Nogle af dem kan være rettet specifikt mod én af os, som skal være opmærksom på et eller andet, som den anden har en udfordring med. Vi stiler imod at have få af den slags énvejspile, og helst lige mange til hver, så vi bevarer en konstruktiv balance og symmetri. Når vi er trætte og begynder at sjuske og konkludere for hurtigt, holder vi pause og genoptager snakken næste dag.
Nogle af temaerne er svære, eller viser sig at blive sværere, end vi havde forventet. Snakken folder sig ofte ud over en bredere vifte af emner, end vi havde regnet med ved første øjekast på foregående års kontrakt, som vi har ved hånden. Vi kan komme ud i samtaler, der vækker stærke følelser, og det betyder rigtigt meget for dialogens kvalitet, at vi går ind i samtalerne på en basis af frivillighed, energi og åbenhed – og ikke en aktuel og pludselig opstået konflikt. Vi ved, at samtalen er vigtig, og at vi vil noget fremadrettet og konstruktivt med den, så vi bestræber os på at lande den i nogle konklusioner, der er positivt handlingsorienterede.
En af os gennemskriver dagens konklusioner, og så kigger vi på det igen og finder ofte ud af, at noget skal udtrykkes på en anden måde. Når vi er enige i ordlyden om alle kontraktens emner, går vi ud og spiser en god middag og skåler på resultatet.
Netop fordi vi bruger tid og gør noget ud af de temaer, vi indkredser, skærpes opmærksomheden på vores dialog og samspil efterfølgende. Det er vores erfaring, at stemningen, tolerancen og lydhørheden imellem os bliver bedre – og vi bliver gode til at spotte emner, som vi finder ud af, at vi har glemt at få snakket om. Træerne vokser ikke ind i himlen, så vi kan sagtens ramle ind i en konflikt, der kalder på fordybelse og afklaring, bedst som vi har afsluttet årets forhandlinger.
Det skete også for os sidste år. Da vi var kommet hjem fra ferie i vores hus i Frankrig og begyndte at snakke om vores næste rejse derned, blev vi f.eks. klar over, at vi ikke havde samme forventninger til synkronicitet og fællesskab omkring vores ophold i Frankrig. Nu, hvor vi som pensionister har bedre tid, ser jeg for mig, at vi rejser derned i perioder af 3 uger nogle gange om året. Så bruger vi nogle dage undervejs til at besøge steder, vi har lyst til at opleve, og vi kan skiftes til at køre, så der hele tiden sidder en frisk chauffør bag rattet. Af hensyn til vores (meget) gamle i familien og vores syv børnebørn synes jeg ikke, vi kan være væk i mere end tre uger, og det rækker som regel også fint til at dække mit behov for at rejse. Så begynder min indre kompasnål stille og roligt at vise vej mod Danmark igen.
Sådan har min mand det ikke, gik det op for mig. Han har ikke længere ”egne” gamle at tage vare på, og han har ikke problemer med at være væk fra sine to ”egne” børnebørn i mere end tre uger. Han kan godt se for sig, at han kører i forvejen til Frankrig med et par venner, og at jeg følger efter med fly, når jeg kan løsrive sig fra mine hjemlige familieforpligtelser. Denne samtale fik nærmest blodet til at løbe fra mit hoved. Jeg blev helt ude af mig selv og stillede i rivende hast en række borende og konfronterende spørgsmål: Hvorfor føler du ikke samme forpligtelse overfor mine gamle som jeg gør? Er du uenig i min prioritering? Ville du have gjort det anderledes, hvis du stadig havde din egen mor? Er du ikke bange for at glide ud af børnebørnenes hverdag, hvis vi er væk i mere end tre uger? Ville det ikke genere dig, hvis de andre bedsteforældre bare tog over? Hvorfor føler du ikke, at det underminerer fællesskabet og samhørigheden, at du bare tager afsted til ”vores sted” med dine venner? Min fredelige og udramatiske mand forstod ikke min ophidselse og syntes, at jeg gjorde et stort nummer ud af meget lidt.
Men alle disse spørgsmål og følelser fik os begge til – med tanke på værdien af at gå ind i og ikke væk fra konfliktzonerne – at kigge på hinanden og konkludere, at det her tema har vi vist helt glemt at snakke om i årets kontraktsforhandlinger. Når vi har sundet os lidt, finder vi ud af, om det er så vigtigt, at vi må tilbage til kontrakten og udvide den med en lille allonge, eller om det kan vente til næste år.
Nu nærmer tiden sig igen, og selvom det kan lyde meget formelt og omstændeligt at skulle hele denne mølle igennem, så glæder vi os faktisk til det, fordi det kaster masser af nye energi, minder, grin og gode samtaler ind i vores forhold.
