Min mand og jeg – et modent par på 71 og 68 år – har lige tilbragt en vidunderlig og berigende weekend med vores store, sammenbragte familie på 17 medlemmer. For at kunne hellige os samværet, aktiviteterne og snakken undervejs – og for overhovedet at kunne være så mange under ét tag – havde vi booket os ind til en såkaldt ”familiepaket” på Hotel Riviera Strand i Båstad i Sverige fra fredag til søndag.
Et stort og relativt nyt hotel i lav bebyggelse, lige ned til en stor bugt med fyrretræer, sandstrand og svenske badehuse. Stedet er lagt an på familieophold, og børn er derfor hjerteligt velkomne overalt på hotellet, der omfatter udendørs- og indendørs pool, legerum, fitness, bordtennis m.v. Hotellet er ikke større, end at børn hurtigt finder ud af, hvor tingene ligger og kan bevæge sig rundt på egen hånd. Det er ikke et wellness-sted med eksklusiv voksenstemning, men der var både venindegrupper og virksomhedsgrupper, som må antages at være glade for børn, siden de vælger et sted, hvor alt mellem babygråd og trætte, henslængte teenagere med hættetrøje hører med til oplevelsen. Restauranten er stor og lægger også hus til lokale besøgende både til middag og brunch. Rammerne var perfekte, også hvis vejret er blandet med blæst, byger og sol, hvad det var under vores ophold. Så kan en løbetur langs stranden og en frisk dukkert i havet være supplerende alternativer til de indendørs fristelser.
Sidste forår inviterede vi også familierne på weekend i Sverige, dengang til Astrid Lindgreens Verden – eller Pippiland som børnene kalder det – hen over midsommerdagene. Solen skinnede, vi boede på en gammel herregård ned til en sø, hvor man kunne bade, Astrid Lindgreens Verden går (forhåbentlig) aldrig af mode og begejstrede børnene; men dengang lykkedes det ikke at få alle med. Én af børnefamilierne med to drenge på dengang 9 og 12 år mente ikke, det længere var noget for dem. Og familien med to voksne uden børn takkede også nej.
Men denne gang var der bingo på fuld plade, fordi konceptet tydeligvis talte til alle. Familien omfatter ud over os to ”gamle” vores fire voksne børn, deres partnere og tilsammen 7 børn i alderen 4 – 14 år. Vi er en sammenbragt familie, hvor min mand og jeg har hver to børn, men vi har levet sammen i 33 år, så børnene har kendt hinanden, siden de var ret små. Vores fire børn er meget forskellige, og det samme er deres partnere og den familiekultur, de hver især har skabt, så det er ikke givet, at de alle sammen synes, det er hyggeligt at være sammen flere dage i træk. Det var der lidt et eksperiment i.
Min mand og jeg ankom ved check-in tid fredag kl. 15 og havde tid til at se os omkring, danne os et indtryk af stedets indretning og faciliteter og ikke mindst sikre, at restauranten havde styr på alles ønsker til mad og drikke – noget de havde bedt os om at melde ind i god til, fordi vi var så mange. Med svensk forventning om respekt for autoriteter var de lidt forvirrede over at møde den afslappede, danske børnefamiliekultur, hvor meget først nås i sidste øjeblik. Men alle fik mad på tallerkenen, og stedet rammer et godt kulinarisk mellemniveau for de voksne og et godt udvalg til børnene. Stationer med vaffelbagning og softice ad libitum gør ubetinget lykke hos både voksne og børn.
Vi mødte op med selvtilliden i orden og bevidstheden om, at selvom vi er pensionister, passer vi godt på både vores mentale og fysiske helbred. Vi er aktive kulturforbrugere indenfor mange genrer, vi holder os velinformerede om verdens skæve gang, og vi udfolder os indenfor flere motionsgenrer som vandring, cykling, yoga, svømning og styrketræning. Hvad vi til dagligt derimod ikke er så bevidste om er, at vores kulturforbrug er umiskendeligt typiske for vores generation, og at vores fysiske aktiviteter er præget af min mands begrænsede lungekapacitet og min – som lægen hensynsfuldt siger – ”alderssvarende” slidgigt i knæ og hofter, p.t. forværret af en akut overbelastningsskade i højre knæ, fordi jeg troede, at jeg efter en lang løbepause bare kunne starte frisk op igen med tre løbeture indenfor få dage. Toppet op med nedsat hørelse, som jeg halvt om halvt møder med en uholdbar afvisning af at bruge det høreapparat, som sundhedssystemet har givet mig ganske gratis, fordi jeg mener, at ”mit høretab er så begrænset, at høreapparatet generer mere, end det hjælper”. Den holder ikke længere.
Så da vi mødte vores 15 mand store børne- og ungdomshold, der var frisk på det hele og uden tøven bare gik i gang med at udforske og udøve alverdens aktiviteter, gik der ikke så længe, før vi følte vi os en lille smule ude af sync med begivenhederne. Jeg vågnede tidligt lørdag morgen og var egentlig frisk på en morgendukkert i havet, så jeg iførte mig den obligatoriske, hvide badekåbe, der får alle gæster til at ligne sanatoriepatienter, stak fødderne i klip-klappere, slyngede håndklædet over skulderen og gik ned til vandet. Der var ikke en sjæl at se, og de skumtoppede bølger bragede i blæsten ind mod stranden med en kraft, der hurtigt gjorde det klart for mig, at her turde jeg ikke bade alene. Så jeg tussede slukøret tilbage med uforrettet sag, tog et brusebad og gik ned til morgenmad. Min mand lagde sig tålmodigt i blød i den indendørs pool hele formiddagen og legede med den fireårige gut, der stadig mener, at morfar er verdens bedste legekammerat. Jeg tror nok, at mine børnebørn synes, at jeg er lidt hen i retning af verdens bedste henholdsvis mormor og farmor, men ubetinget ikke til sportslige udfoldelser – her foretrækker de klart deres forældre, og ikke mindst de legesyge fædre. Fair nok, i stedet gik jeg en tur alene langs stranden og beundrede både fyrrestammerne og de smukke, svenske træsommerhuse med tilhørende badehuse helt nede ved vandet.
Da jeg kom tilbage efter mit soloridt, kunne jeg ikke finde min store familie, der var spredt for alle vinde med hver deres, og jeg tog mit strikketøj og satte mig i loungen. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse, for følelsen af at være lidt ud af kontakt med familiestemningen, vedligeholdt en indre uro. En følelse jeg kan huske helt tilbage fra ungdommen, hvor jeg ikke altid formåede at tune ind på kammeraternes stemning af fest og løssluppenhed. Familiens medlemmer dukkede op lidt efter lidt til den aftalte frokosttid og slog sig ned omkring mig i min selvskabte base camp.
Når snakken gik livligt omkring måltider og afslappede stunder i loungen, hvor vi flyttede rundt på møblerne, så alle kunne sidde sammen, var jeg langt mere i mit es, især når der var lejlighed til at snakke med en enkelt ad gangen. Så bliver samtalen dybere og mere udforskende og berigende – i hvert fald for mig.
Den helt store glæde, grænsende til lykke, var, når vores børn og svigerbørn snakkede let og livligt og på kryds og tværs af de enkelte familier. Og når børnebørnene fandt hinanden og legede eller snakkede i fætter-/kusinekonstellationerne. Og når pigen på 14 og drengen på 13 lænede sig tillidsfuldt op ad mig i sofaen og lod mig lægge armen om dem og kysse dem på håret. Så smeltede jeg og tænkte, at vores familie kan noget sammen. Og jeg følte mig bekræftet i, at vores bestræbelse på regelmæssigt at sætte rammen for, at alle kan være sammen, faktisk skaber bånd, gensidig tillid og bevidstheden om at have en familie. Ud over weekendture som denne inviterer vi til lørdagsbrunch eller søndagsfrokost en gang om måneden, hvor også mine to niecer er med. Ikke alle kan komme hver gang, men de forsøger at prioritere det, fordi de sjældent i deres respektive, travle hverdage har tid til at se hinanden.
Måske er det et vilkår, med tanke både på det almenmenneskelige, alder og personlighed, at man gradvist bliver mere iagttager end deltager i den slags sammenkomster. Men jeg lyttede til min datters omsorgsfulde sandhed, da hun på et tidspunkt sagde ”du skal bare prøve at gøre dig lidt mere spilbar”, hvormed hun sikkert mener, at jeg skal bryde ud af min komfortzone og ”just do it” eller, hvis det er for svært, måske sige ”tag mig med”.
Da vi kom hjem, var vi længe tavse og mærkede både glæden, stilheden og eftertanken rumstere i os. Glæden og taknemmelighed over, at vores voksne børn og svigerbørn gider være sammen med os og hinanden en hel weekend, og over at de nyder og bidrager til samværet hele kompasset rundt. Stilheden efter det tætte og rige samvær, det øjeblikkelige savn efter dem, og lysten til straks at planlægge den næste familieweekend for at genopleve intensiteten og udfylde de huller, vi ikke selv fik formået at udnytte godt nok. Og eftertanken på hele det lykkelige panorama vi så udfolde sig for vore øjne og – ikke mindst – på det livsafsnit, vi selv er i nu.
Foto af Karl Hörnfeldt på Unsplash
