Blog

Surrealismen

På kunstmuseet Aros i Århus er der for tiden en interessant udstilling om surrealismen. Det kan svært at knække koden i surrealismen, når man forvirret betragter malerier, skulpturer, tegninger og film og ikke kan finde hoved og hale på absurditeterne. Så er det hjælpsomt allerede på den første, forklarende tekstplanche at få på plads, at surrealismen ikke er en stilart, men en samlende betegnelse for kunstneriske udtryk, der har det til fælles, at de vrænger, råber, skriger, driller, håner – alt rettet mod den etablerede, borgerlige, konforme verden, politik og livsstil, der førte til 1. verdenskrigs udbrud. Det var den, der satte gang i den surrealistiske bevægelse, men den greb om sig og kommenterede i de efterfølgende årtier også den spanske borgerkrig, 2. verdenskrigs udbrud og bredte sig til en verdensomspændende måde at udtrykke sin modstand, frustration og magtesløshed på i forhold til det pågældende steds særlige lidelser, nød, krige og undertrykkelse. Et gennemgående udtryk i bevægelsen er dekonstruktion af det velkendte – landskaber, mennesker, genstande – så det fremstår iturevet, absurd, uhyggeligt og uvirkeligt.

Surrealismen tilstræbte at finde vej til underbevidstheden, så kunstneren ad den vej kunne frigøre og udtrykke alt det, der rumler under den pæne og konforme overflade, som bevægelsen gjorde oprør imod. Freuds tanker, teorier og metoder blev grådigt taget i brug, herunder drømmes betydning, og der blev gjort brug af automatskrift og -tegning/-maling. Bevægelsen beskæftigede sig med mange aspekter af samfundsliv, kultur og politik, og ét af dem – også båret frem og understøttet af Freud – var forestillingen om den undertrykte seksualitet.

Det handlede en del af udstillingen om, og på en forklarende planche stod følgende:

”Driftslivet var et vigtigt element i surrealisternes angreb på samfundets normer. Drifter og seksualitet var i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede belagt med tabuer, som var med til at opretholde et, ifølge surrealisterne, unaturligt og ufrit forhold mellem kønnene.

Drifterne repræsenterede i følge surrealisterne en autentisk indre stemme, der var nøglen til at forstå den menneskelige eksistens. Drifter og begær indtog derfor en privilegeret position i surrealismen, som man nu søgte at aktivere i kunsten. Kunstnere udforskede og blotlagde deres seksualitet, og de italesatte deres samtids tabuer og den konservative seksualmoral igennem deres værker.

De kunstneriske udtryksformer varierede fra direkte lystfyldte motiver til de mere tabuiserede og voldsomme i form af forvrængede kroppe, bondage-bundne kvindekroppe, og fetich-betonede hverdagsobjekter, der blev knyttet til kvindekroppen.

Fælles for de fleste af værkernes interesse for driftslivet er dog en kolonialisering af den kvindelige krop, der ofte agerede objekt for de mandlige kunstneres fascination. På trods af de gode ambitioner må man spørge sig selv, om de surrealistiske kunstnere formåede at skabe forandringer i magtrelationen mellem kønnene.”

Det er bemærkelsesværdigt, men ikke overraskende, at en stor del af de udstillede kunstnere var mænd, og at det derfor var deres syn på frigørelse af den kvindelige seksualitet, de præsenterede. Andet kunne de jo heller ikke gøre, så det ligger der ingen kritik i, men det skærper nysgerrigheden efter at finde ud af, hvordan den tids kvinder så på begreberne begær og seksualitet, herunder deres egen.

Værkerne af mandlige kunstnere refererer ofte utvetydigt til både mandlige og kvindelige kønsorganer, medens de relativt få værker af kvinder udtrykker det seksuelle som et bredere og mere omfattende begreb. F.eks. var det er et billede af en række fantasifulde kvindekroppe, der nærmest tog sig ud som svajende planter under vand, og enkelte af dem var tydeligvis gravide. På det ledsagende, lille skilt stod der, at planterne svajede på en erotisk måde, og at enkelte af dem så gravide ud. Jeg spurgte mig selv, om denne tekst var skrevet af en mand, og om kunstneren også selv ville have betegnet kroppenes bevægelse som erotisk. Måske, det ved vi ikke.

Der er stadig forskel på kønnene

Uanset at meget peger på, at mænd og kvinder langsomt – meget langsomt – begynder at ligne hinanden mere og mere på det følelsesmæssige, værdimæssige og udfoldelsesmæssige plan, så er der dog stadig i fysisk forstand tale om to køn, og det er derfor ikke blevet uaktuelt at beskæftige sig med forskellene – primært med det formål at forstå og rumme hinanden. Og ikke mindst på områderne for begær, seksualitet og erotik oplever jeg, at forskellene er markante og kan give anledning til misforståelser.

Jeg har 65 års erfaring i at være pige og kvinde, så jeg vil holde mig på mit eget køns banehalvdel, når jeg beskriver, hvordan jeg oplever forskellene. Jeg bliver også nødt til at holde mig på min personlige banehalvdel, for der er uden tvivl store forskelle fra kvinde til kvinde. Men hvis vi fokuserer på forskellige epoker i en kvindes liv, bliver forskellene måske lidt mindre.

Begær og seksualitet skal fortolkes bredt

En spirituel og kosmisk fortolkning af begreberne forklarer, at begær og seksualitet er to uomgængelige og stærke drivkræfter i tilværelsen. Uden dem ville ingen ting bevæge sig, der ville ikke være udvikling, og vi ville stå livløse og stille på stedet. Begæret opstår, når vi er mætte af noget og ønsker forandring, uanset på hvilket område af tilværelsen vi kigger på. Seksualiteten er den elektriske kraft, der driver maskineriet og sikrer, at begæret fører os hen imod det, vi ønsker. Det erotiske er den musik, den vibration, den lydhørhed og den sanselighed, der skaber den levende og lystfyldte dynamik mellem mennesker.

Det er min erfaring, at denne fortolkning, som måske afvises af mange som forskruet, i hvert fald  er mere feminin end maskulin, og at mænd gennem hele livet ofte forbinder alle tre begrebet med noget konkret seksuelt, fokuseret på genitalierne og stræbende efter udløsning, medens kvinder ud fra en grov gennemsnitsbetragtning generelt er mindre optaget af sex end mænd. Det er der nok evolutionært og biologisk gode grunde til, men det gør det ikke nødvendigvis mindre sandt. Måske er det så elementært, at mænd som en reminiscens af noget instinktivt ønsker at sprede deres sæd så vidt omkring som muligt, medens kvinder lige så instinktivt har brug for at beskytte sig mod gentagne graviditeter, så de kan tage sig af det afkom, de allerede har sat i verden.

Myten om falsk bevidsthed

Når surrealismens (maskuline) fokusering på frisættelse af den kvindelige seksualitet provokerer mig, er det fordi den postulerer, at kvinder lider af en slags falsk bevidsthed om ikke at have lige så meget lyst til sex som mænd, og fordi man kan mærke den pirrende tilfredsstillelse, de mandlige kunstnere har haft, ved at forestille sig den vilde, frække og eksplosive seksualitet, kvinderne gemmer under den kontrollerede overflade. Jeg underkender dog ikke Freuds indsats for at løsne snørelivet omkring de kvinder, der på hans tid ikke måtte eller turde vedkende sig deres drifter (og måske er den indsats stadig nødvendig i visse sammenhænge).

Jeg ville ikke opleve surrealisternes postulat som en provokation, hvis det var noget, der hørte fortiden til. Men postulatet lever stadig i vore dage. Når nutidens moderne mænd opfordrer lige så nutidige og moderne kvinder til at give slip, give sig hen og lade drifterne råde, så tror jeg, de ofte gør de regning uden vært. Det forekommer mig, at opfordringen bygger på en fri fantasi, der tilfredsstiller deres egne drifter, og som ikke har noget at gøre med de kvinder, de har foran sig, som absolut ikke har problemer med at give slip, give sig hen og lade drifterne råde – omfanget og behovet er bare en hel del mindre, end mænd drømmer om.

Livsepoker

Så er der det med livsepokerne. Jeg husker stjerneklart en episode for 35 år siden, da vores søn var 5 år. Jeg havde på det tidspunkt en kollega, der var gravid med sit andet barn, og en mor til vores søns bedste legekammerat, der netop havde fået barn nr. 2 og havde et samspil med ham, som gik lige i æggestokkene og fremkaldte en spontan, stærk og ustoppelig trang til selv at blive gravid og få endnu et barn. En dag, da vores søn var på besøg hos en legekammerat, og mind mand og jeg var alene hjemme, fik jeg midt om eftermiddagen en fornemmelse af, at det var netop nu, jeg havde ægløsning, og intet kunne stoppe min lokkende iver efter at lade mig bedække af min forbavsede og let overrumplede mand, der dog var i stand til at gennemføre forehavendet. Jeg optrådte som en skamløs femme fatale for at få ham med på legen, og afslørede ikke den bagvedliggende cykluskalender. Om det var lige dér, jeg blev gravid, ved jeg ikke, men det kunne det godt have været. Forplantningstrangen slog alle mine selvbilleder af moderat, seksuel adfærd.

Nogle år efter, da mit første ægteskab var afsluttet med skilsmisse, og jeg havde fået en ny kæreste, som jeg var meget forelsket i og tiltrukket af, stod vi en morgen i hans hjem, iført ulasteligt kontortøj og på vej ud af døren, da dét, der var tænkt som et flygtigt kys, pludselig på min impuls udviklede sig til en hurtig ”omgang”, der bragte både det pæne tøj, frisuren og make up’en i uorden. Netop dér oplevede jeg forelskelsens charmerende psykose. Vi havde begge 2 skilsmissebørn hver, som vi bestræbte os på at værne om og holde i vatter, så det var ikke drømmen om det femte barn som toppen på kransekagen, der spøgte.

Disse to voldsomme drivere, forplantningstrangen og forelskelsen, tager af med årene, i hvert fald for kvinder. Det seksuelle samvær er vigtigt, siger min hjerne, så det skal selvfølgelig passes, og det er hyggeligt, dejligt og sammenbindende, når det udfolder sig. Lysten melder sig bare ikke så ofte, og det kan være rart at få en pause! Min mand havde i perioder meget rejseaktivitet, og selvom jeg savnede ham, var det en dejlig, ukompliceret pause fra sex. Den helt store ”ferie” indtraf engang, hvor jeg vist havde fået smittet ham med herpes, som i et førstegangsudbrud var meget smertefuldt for ham og gjorde ham aldeles ukampdygtig i flere uger. Det syntes han var rigtigt ærgerligt, hvilket jeg gav ham helt ret i, mens jeg tænkte ”det skal du altså ikke være ked af”.

Kærlighed og erotik

Vi har nu været gift i 28 år, og forelskelsen har udviklet sig til en dyb kærlighed og forbundethed. En omsorg og interesse for hinanden, en stærk glæde og tilfredsstillelse ved samvær og samtaler, og en fortsat lyst til at opleve og udforske verden omkring os. Forelskelsen titter frem ind imellem og kan stadig fremkalde et sug i maven og en lyst til at tage om hinanden, røre ved hinanden. Når jeg ser hans store, stærke, velformede hænder og let behårede, muskuløse underarme, kan det tænde en flamme i mig. Ikke en frådende ild, der truer med at brænde os levende – men en lille, smuk, varmende flamme.

Men den rene, seksuelle lyst damper af med årene i takt med, at østrogenniveauet falder. Den er ikke død, den kan vækkes, men den larmer ikke i krop og tanker, som den gjorde engang. Det erotiske aspekt falmer derimod ikke – men det folder sig bredere og mere nuanceret ud og finder andre veje for sin tilfredsstillelse. Det retter kun i meget ringe grad sin energi mod genitalierne, hvorimod andre af kroppens erogene zoner som f.eks. nakke, hovedbund og fødder med taknemmelighed og nydelse tager imod berøring. I det hele taget oplever jeg fysisk berøring og kærtegn, der ikke har sex og udløsning som sit mål, i allerhøjeste grad erotisk. Men det erotiske rækker ud over det fysiske. En kærlig, fortrolig, tolerant og humoristisk stemning kan opleves erotisk ladet, og den kan styrkes og uddybes af gode, fælles oplevelser, forundring over naturen, smuk musik og velsmagende mad. Selv ud over forholdet til partneren kan det erotiske aspekt, forstået som den blødgøring af sindet, der får mennesker i alle relationer til føle sig favnet og fyldt med lyst til at række ud efter hinanden, gøre sin indflydelse gældende.

Nye veje

Her er der måske mange mænd, der står af og tænker, at nu er vi altså langt udenfor, hvad de opfatter som relevant i forhold til begær og seksualitet – og så opstår misforståelserne. Jeg har oplevet, at en stemning, der af min mand opleves som den potentielt nogenlunde lige vej til sex, af mig opleves helt anderledes. Jeg kan finde på at holde igen på mig selv for ikke at stimulere til forhåbning om sex, hvis jeg overhovedet ikke har lyst til det. Jeg fornemmer, at mænd ved udsigten til sex er parat til at stille stort set alle andre aktiviteter på pause, og de tror ofte fejlagtigt, at kvinden må havde et på samme måde. Det kan opleves som afvisende og ukærligt at sige nej tak til sex – men at gå med uden at have lyst (hvilken man for kærlighedens og parforholdets skyld selvfølgelig gør ind imellem) kan på dårlige dage opleves som noget nær et overgreb, i hvert fald noget der skal overstås uden at trække i langdrag. Og måske er overgrebet ét, man primært begår imod sig selv, fordi man ikke har mod til at værne om sine grænser.

Selvfølgelig kan man i et godt og kærligt parforhold finde veje igennem dette, men det kræver ærlighed og samtale – og modet til at slå hul i et gammelt dogme om, at sex altid er skønt, og at det bare handler om at bore sig vej til kvindens undertrykte lyst, så sker der løjer. I ligestillingens navn må vi som kvinder stå ved og udtrykke vores seksualitet, som den nu engang udfolder sig gennem livets faser, og lægge en dæmper på vores indre, nedarvede stemme, der dikterer, at mandens utæmmelige seksualitet kommer før alt andet. Det gør den ikke. Det seksuelle domæne er livet igennem et fælles ansvar, hvor begges lyst og behov har lige værd, og hvor forventningsafstemning og gensidig lydhørhed er uomgængeligt, hvor usesxet det end lyder.